En skærmtid på seks til otte timer om dagen…Det lyder jo helt sindssygt.
Om ikke andet er det realiteten for mig - en 26-årig kvinde, der tydeligvis mest af alt minder om et lille barn, der skriger efter sin iPad ved hvert givet øjeblik.
Jeg er afhængig af min telefon, computer og mit højtelskede tv til en grad, hvor det er decideret pinligt.
Og når jeg siger afhængig, så mener jeg det i allerhøjeste grad, for jeg bruger især min telefon til alt. Men det vil jeg gerne lave om på.
De næste ti dage vil jeg løsrive mig fra alle mine skærme og undersøge, om man virkelig kan leve uden konstant at være i kontakt med omverdenen gennem en skærm.
Og lad os så lige for god ordens skyld få reglerne for mit eksperiment på plads.
Regler
De næste ti dage lægger jeg min telefon, computer og mit tv på hylden - næsten da. Jeg har nemlig i alt 100 minutter, jeg kan bruge, på hvad jeg vil.
Normalt løber min skærmtid op i 4800 minutter på ti dage, så hvis du synes, at 100 minutter lyder af meget, kan du godt tro om igen.
For en skærmjunkie som mig, kunne det her godt gå hen og blive kritisk.
Det er torsdag og dermed første dag i eksperimentet. Jeg er stået tidligt op for at nå at se Gift ved første blik, fordi en stor del af min lykke afhænger af, hvordan det går håbløse romantikere, der jagter kærligheden på tv.
Skærm-eksperimentet går i gang kl. 9 i dag, så jeg kan lige nå at suge det sidste reality til mig, inden jeg skal undvære det i hele ti dage. Snøft.
Tv'et bliver slukket, computerskærmen bliver smækket i, og min telefon får lov til at ligge ensomt i bagagerummet - nu skal jeg nemlig på tur.
Turen går helt specifikt til Danmarks største genbrug, som ligger i Horsens, fordi jeg skal handle ind til alt det, jeg tror, jeg kommer til at mangle, når jeg ikke har mine skærme.
Selvom jeg efterhånden har boet i Aarhus i lidt over fem år, er min stedsans i Jylland på niveau med de blinde mus i Shreks.
Jeg må være ærlig og erkende, at jeg ikke har bevæget mig meget ud fra Aarhus’ trygge rammer. Derfor forudser jeg også en vis problematik ved at skulle finde til Horsens uden GPS.
Det minder mig lidt om en eksamen helt uden hjælpemidler, og lad os være ærlige… Dem er der jo ingen, der er fan af.
Jeg henter min veninde Stine på vejen - hun gælder næppe som et hjælpemiddel. Hun er allerhøjest godt selskab.
Eftersom det her jo er et eksperiment, hvor jeg skal lære at klare mig uden skærme, må Stine selvfølgelig ikke hjælpe mig ved at bruge sin GPS. Hun er lige så meget på bar bund, som jeg er, og det bliver da også hurtigt tydeligt.
Stine mener, at Horsens er en del af trekantsområdet. Jeg selv ved, at Vejle og Fredericia i hvert fald indgår i den trio, men jeg kan ikke huske det sidste medlem. Så snakker vi ikke mere om det.
Vi finder meget overbevisende til Horsens, men det bliver straks værre, når vi skal finde selve genbrugsbutikken.
Altså… Horsens er jo ikke sådan en lille flække, så selvom det måske lyder meget nemt at skulle finde Danmarks største genbrugsbutik, bliver vi alligevel nødt til at spørge to horsensianere (hedder det det?) om vej.
Med deres kyndige hjælp finder vi genbrugsbutikken, og så er det ellers bare om at gå på jagt efter de ting, jeg har stående på min indkøbsliste.
Lidt ligesom når man går ind i normal efter en tandpasta, kommer jeg ud med alverdens ubrugelige lort. Jeg får erhvervet mig en oppustelig motionsbold, en kalender, der lugter af en gammel mand, vis største karaktertræk er at ryge pibe, samt et sæt kinesiske spillekort med en mægtig fin guldkant.
Selvom det her eksperiment måske lyder lidt hul i hovedet, så er jeg faktisk ikke alene om at ville skære ned for min skærmtid. Faktisk vil hver anden dansker, ligesom mig, gerne skære ned for skærmtiden.
I en meningsmåling foretaget af Megafon for TV2 og Politiken, svarer 1 ud af 5, at de inden for de seneste to år har forsøgt at begrænse deres skærmbrug uden held. Og det forstår jeg godt.
Det er blevet fredag, og jeg har nu undværet mine skærme i 24 timer. Fra morgenen af rækker jeg helt automatisk ud efter min telefon for at tjekke, om der er kommet nogle beskeder i nattens løb.
Den bevægelse får jeg heldigvis hurtigt stoppet, da jeg kommer i tanke om, hvad det jo er, jeg er i gang med.
En af de ting, jeg ofte bruger min telefon til, er at swipe på Tinder. Det er efter min mening den nemmeste måde at finde dates på.
Men eftersom jeg kun har 100 minutters skærmtid i eksperimentet, tænker jeg ikke, at jeg kommer til at bruge meget tid på Tinder det næste stykke tid. Derfor har jeg fundet en ny måde at date på, som jeg vil kaste mig ud i i aften.
Men først skal jeg lige mødes med Rasmus Andersen, der i min bog er lidt af en datingekspert. Han er influencer, og så er han blandt andet kendt fra tv-programmer som Sommerdrømme og Bachelorette.
Rasmus har taget et aktivt valg om at droppe al online-dating, så jeg håber, at han kan give mig et par gode råd til i aften.
Rasmus siger, at jeg skal forsøge at få folk til at grine og ikke være så bange for akavet stilhed.
Han siger også, at jeg har et meget smukt smil og let til grin, men nok om mig…
Jeg er totalt klar til i aften, og jeg glæder mig til at møde en masse nye mennesker. Jeg har dog også en vis skepsis omkring hele arrangementet, for jeg har aldrig prøvet noget, der minder om det.
Det bliver spændende at se, om det her er min sidste dag som single - *blink blink*.
Eventet, jeg skal til, hedder F2F dating. Det er, kort sagt, en blanding af gruppe-dating og pubcrawl.
Jeg bliver teamet op med en rigtig flink makker, der hedder Nikolaj, som jeg skal følges med hele aftenen.
Alle skal forbi tre forskellige barer, og på hver bar møder man nye singler. På den måde kommer man altså gennem en del mennesker, og hvem ved, måske møder man en, man klikker ekstra godt med.
Personligt møder jeg, udover Nikolaj, en mand, der mener, at kvinder, der ikke får børn, inden de fylder 30 år, giver afkald på “det ideelle familieliv”. Jeg får også lov til at opleve mansplaining i sin fineste facet, da en mand, som arbejder i ventilationsbranchen, føler et stærkt behov for at forklare mig, hvad public service betyder.
Så alt i alt har denne måde at date på ikke været min kop te, og jeg ender faktisk med at forlade selskabet 50 minutter før tid.
Fremover kommer jeg nok til at holde mig til at swipe gennem et uendeligt hav af singlemænd, der stolte viser fisk, de selv har fanget, frem til kameraet og skriver “bare rolig, det er ikke mit barn” i deres bio på Tinder.
Jeg kommer hjem fra datingeventet og er godt fyldt op og overvældet. Jeg har virkelig brug for at ringe til en af mine veninder og fortælle om de syrede samtaler, jeg har haft i aften.
Jeg kan mærke, at det er hårdt for mig ikke at kunne dele mine tanker med andre end mig selv. Det giver lidt for meget plads til tankemylder, og jeg ender med at overtænke ALT og tvivle på min egen eksistens. Ubehageligt.
For første gang kan jeg mærke, hvor afhængig jeg er af hele tiden at have mulighed for at være i kontakt med omverdenen, og jeg ender da også med at fælde en lille tåre.
Okay, jeg begynder for alvor at mærke her på femte dagen, at jeg ægte er på afvænning. Nogle gange hører jeg min telefon vibrere, selvom der ikke er nogen notifikationer.
Jeg føler, at min krop konstant er på arbejde, fordi jeg ikke kan slå hjernen fra til ligegyldigt tv eller videoer af folk, der renser meget beskidte gulvtæpper på Facebook.
Jeg er bare alene med mine tanker. For en notorisk overtænker som mig, er det anstrengende. Den står aldrig stille på øverste etage i min butik.
Det er meget overvældende, og jeg mærker et stort behov for at snakke mine følelser igennem med mine veninder eller min familie.
Samtidig føler jeg, at jeg er ved at blive skør. Jeg forestiller mig, at jeg har det lidt ligesom Tom Hanks i Cast Away på hans øde ø, og så er mit lille handycam min bold med et tegnet ansigt på.
Netop det her med, at jeg hører fantomnotifikationer, er noget, som Imran Rashid ved en masse om. Han er læge, og så har han skrevet et par bøger om telefonafhængighed.
Han kalder fantomnotifikationerne for app-stinenser, og han mener, at menneskers skærmbrug er stukket helt af.
Han gør mig opmærksom på, at min skærmtid løber op i mere end en arbejdsuge, og det er da egentlig meget tankevækkende.
Imran har udviklet en test, der kan vise mig, hvor slemt det egentlig står til med mit skærmbrug. Ikke overraskende får jeg en stor rød smiley, der ser meget skuffet ud.
Smileyen fortæller mig, at mine digitale vaner er usunde, og at min telefon kontrollerer mit liv. Øv. Men så giver det da i det mindste mening, at jeg er i gang med det her vanvidsprojekt.
Bestemte typer af mediebrug, virker lidt som en form for mentalt sukker.
Der er gået en uge, og jeg er efterhånden ved at løbe tør for ting at underholde mig selv med. Jeg har læst to bøger, bagt en enkelt kage og en masse boller.
Jeg sætter mig for at klippe mit pandehår. Jeg ved, hvad I tænker… KÆMPE rookie mistake at begive sig ud i sådan et projekt, når man er træt, og klokken er mange. Det bliver selvfølgelig også virkelig grimt. Så kan jeg lære det.
Jeg finder også på min egen leg, der hedder “gæt en dialekt”-legen. Jeg får fyret en rimelig overbevisende “Wagwan fam” og “Oi mate” af, men efter det løber jeg ret hurtigt tør for dialekter og slår i stedet over i noget gebrokken norsk.
Hvis du lige nu sidder og tænker: “Hvordan får jeg hendes liv?”, så forstår jeg dig godt.
Det er blevet dag 9, og jeg er blevet inviteret på svampejagt af min veninde Johanna. Det har hun forsøgt at lokke mig med til før, men det er blevet et stort, rungende nej tak fra min side.
Der er noget ved idéen om at rende rundt i en skov og lede efter svampe, som potentielt kan gøre en rigtig syg, der ikke just tiltaler mig?
Men altså… Jeg har ikke noget bedre at tage mig til, så nu vil jeg hoppe i mit mest opsigtsvækkende nature-outfit og krydse fingre for ikke at spise noget giftigt i jagten på en kantarel.
Mit eksperiment er (gudskelov) ved at nå en ende, og jeg lever endnu. Men der findes faktisk mennesker, der piner sig selv med skærm-afholdenhed på daglig basis. Frivilligt.
En af disse sjældne skabninger er Katja, der bor på Djursland. Hun er 34 år, og så har hun aldrig ejet en smartphone. Det, synes jeg, lyder fuldkommen vanvittigt.
Jeg bliver simpelthen nødt til at møde dette menneske, der helt frivilligt vælger at leve næsten uden skærme i meget længere tid end mine sølle ti dage.
Det er en frygt for at bruge tid på noget, der, når jeg ligger på mit dødsleje, har været pisseligegyldigt.
Katja er virkelig sød og helt normal. Hun elsker at læse og lave keramik, og så føler hun ikke, at smartphonens fordele opvejer ulemperne.
Hun har allieret sig med en gammel Nokia telefon, der giver mig stærke associationer til det herrens år 2006, hvor jeg selv blev beriget med min første telefon. Selvfølgelig en uforgængelig Nokia E50 - #neverforget.
Selvom jeg er dybt jaloux på, at Katja stadig har adgang til at spille Snake (dem, der ved det, ved det), så er jeg altså stadig glad for, at jeg snart får min ubegrænsede skærmtid tilbage på både min telefon, computer og mit tv.
Det er blevet sidste dag i eksperimentet, og nu er det tid til at løfte sløret for, hvorvidt jeg har formået at holde mig under de 100 minutter eller ej.
Produktionsholdet har tracket min skærmtid, og til min store forfærdelse afslører de, at jeg IKKE har klaret eksperimentet.
Jeg har brugt 102 minutter de sidste ti dage, og til det må jeg bare sige, at det tror jeg simpelthen ikke på. The game is rigged.
Selvom jeg er overbevist om, at produktionsholdet må have fusket med tallene, så har jeg faktisk fået en hel del ud af mine ti dage næsten uden skærm.
Jeg har lært, hvor meget jeg sætter pris på at være i kontakt med min familie og mine venner på daglig basis.
Jeg har også lært, at jeg sagtens kan undvære særligt min telefon langt mere, end hvad jeg selv troede, da jeg gik ind til det her eksperiment.
Og så har jeg fundet ud af, at skærme fylder alt for meget i min hverdag, så det vil jeg prøve at lave om på fremover.
Tekst: Mikala Kjærbo Sørensen
Foto: Anders Madsen
Redaktører: Anne Troensegaard Bentsen
Layout: Frederikke Schmidt
Udgivet: December 2023
Læs også
