Aarhus-forskere får 19 millioner kroner til kampen mod HIV

Foto: Colourbox

Forskere fra Aarhus skal undersøge, hvordan man helt kan fjerne HIV-virus fra kroppen

19,7 millioner kroner. Så mange penge har østjyske forskere fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet fået til et forskningsprojekt, der skal undersøge og afprøve ny medicin, som muligvis vil kunne fjerne HIV-virus fra kroppen.

Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

- Takket være moderne medicin kan patienter med HIV i dag leve et stort set normalt liv. Men selv om medicinen er effektiv, er den ikke i stand til at fjerne den sidste rest af virus fra kroppen, oplyser Region Midtjylland.

Læs også Blodprøver på sygehuset skaber lange ventetider

Men det er altså det, som holdet af forskere nu skal forsøge blandt andet ved hjælp fra de 19,7 millioner kroner, som den globale afdeling af medicinalfirmaet Gilead Sciences har doneret.

- Med denne bevilling får vi en unik mulighed for at afprøve nogle af de mest lovende forsøgslægemidler indenfor forskningen i en HIV-kur. Min forhåbning er, at vi kommer til at se et tydeligt fald i mængden af virus i kroppen hos de patienter, der modtager forsøgsmedicinen, siger Ole Schmeltz Søgaard fra Aarhus Universitet, der skal lede det nye forskningsprojekt.

I Danmark vurderes det, at cirka 6.000 personer lever med HIV, mens det på verdensplan drejer sig om 37 millioner.

Læs også Dårligt arbejdsmiljø koster hospital 32 hak i tuden

Projektet skal køre over de næste tre år som et stort klinisk studie, hvor patienter fra henholdsvis Danmark, USA og Australien skal afprøve to helt nye typer af medicin.

 - Erfaringen har vist, at det er utroligt vanskeligt at kurere HIV fuldstændigt. På verdensplan kender man kun til ét individ ud af mange millioner smittede, som er blevet kureret. Vores mål er, at vi gennem tiltagende avancerede forskningsprojekter trin for trin kan blive bedre til at fjerne HIV-virus fra kroppen, så virus til sidst er helt væk. Dette projekt er vigtigt skridt i den retning, siger Ole Schmeltz Søgaard.

Fakta

- HIV (Human Immunodeficiency Virus) er et virus, der angriber immunforsvaret hos den, der bliver smittet. HIV kan ikke formere sig uden hjælp, og derfor placerer HIV sit eget arvemateriale i nogle af kroppens celler. HIV vælger en bestemt slags celler, der kaldes CD4-celler, som er en vigtig del af vores immunforsvar. 

- I Danmark skønner man, at der er omkring 6.000 mennesker, som lever med HIV. Antallet af nye smittede har været stabilt i en længere årrække.

- På verdensplan lever næsten 37 mio. mennesker med HIV. I 2015 blev 2 mio. børn og voksne smittet med sygdommen, og 1,1 mio. døde af AIDS.

Kilde: AIDS-Fondet

 

05:34

VIDEO: De bedste hospitaler ligger i Østjylland. Det blev i december slået fast, da sygehusene i Aarhus og Silkeborg blev kåret til landets bedste af fagbladet Dagens Medicin. Midt i en svær tid med besparelser og stort arbejdspres bliver prisen modtaget med blandede følelser på Aarhus Universitetshospital.

Luk video

 

00:53

Video: Her kommer øko-køerne (endelig) på græs!

Læs mere