Afpresning og frihedsberøvelse sender to mænd bag tremmer
To mænd fængsles i sag, hvor en 40-årig mand har været udsat for afpresning, røveri og frihedsberøvelse
Retten i Randers har fredag sendt to mænd bag tremmer i fire uger.
De to er sigtet for afpresning, røveri, frihedsberøvelse og overtrædelse af våbenloven.
Mændene blev fremstillet i et grundlovsforhør fredag, hvor dommeren valgte at varetægtsfængsle dem i fire uger.
De to mænd er 31 og 26 år, og de er fra henholdsvis Mørke og Randers.
Læs også
Østjyllands Politi oplyser, at de to mænd sigtes for afpresning, røveri og frihedsberøvelse mod en 40-årig bekendt i august sidste år på to adresser i Randers og på Syddjursland.
De to sigtes desuden for overtrædelse af våbenloven ved at være i besiddelse af en totenschlæger og to oversavede jagtgeværer med tilhørende patroner.
Østjyllands Politi ønsker af hensyn til den videre efterforskning ikke at sige mere om sagen på nuværende tidspunkt.