Fodboldfest i Randers: Forventer mange fans på lægterne
Torsdag aften spiller Randers FC pokalkamp mod Brøndby IF, og især udeholdet ventes at dukke op med et hav af fans
Der er lagt op til pokalbrag i det kronjyske denne skærtorsdag. Kl. 18.30 fløjtes Randers FCs opgør mod sjællandske Brøndby IF i gang, og der vil med meget stor sandsynlighed blive gang i den på tribunerne. Hjemmeholdet har valgt at udvide sit udebaneafsnit i dagens anledning.
Det er pokalkvartfinalen, der spilles, men det er mere påskeferien, der får forventningen til antallet af fans til at ryge i vejret. Og traditionen foreskriver, at Brøndby har mange fans med på deres udebaneture.
- Grundet den store interesse omkring pokalkvartfinalen på BioNutria Park, har Randers FC valgt at udvide med et familieafsnit til udebanetilskuerne, skriver klubbens således på sin hjemmeside.
Derfor vil der være to afsnit forbeholdt fans af udeholdet, og det er ikke urealistisk, at over 2000 Brøndbyfans vil være til stede under pokalkampen.
I timerne op til opgøret vil bymidten i Randers med garanti også summe af fodbold. Randers FC supporters mødes til opvarmning på Old Irish Pub i Storegade, og de nærliggende barer vil så sandsynligvis huse de mange tilrejsende fans af Brøndby. I sagens natur vil politiet også være talstærkt til stede her.
Læs også
- Vi ønsker ikke at oplyse, hvor mange betjente der er sat på opgaven. Vi er klar med en passende politiindsats, og vi har taget højde for, at påskeferien betyder, at der vil komme flere udefans end normalt, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Jens Rønberg, til TV2 ØSTJYLLAND.
Vi følger optakten tæt, og selve kampen på banen kan også følges her på tv2østjylland.dk.