Forældre om vaccine-debat: Det handler også om andres børn
Forslag fra Liberal Alliance om at afskære børn, som ikke vaccineret, adgang til daginstitutioner skaber debat - også i Østjylland
Skal staten kunne bestemme, om børn skal vaccineres eller ej?
Ja, mener nogle - nej, mener andre. Det er en debat, som i høj grad deler vandene.
Læs også
Debatten er blevet aktuel efter, at Liberal Alliances børneordfører Laura Lindahl i dag har foreslået, at børn uden vaccine ikke skal have lov til at gå i kommunale vuggestuer, dagplejer eller børnehaver.
Det sker blandt andet efter, at en ung kvinde for nylig blev smittet med mæslinger og blev indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
(Artiklen fortsætter under grafikken)
Kvinden havde en tilknytning til daginstitutionen Kræmmerhuset i Aarhus.
TV 2 | ØSTJYLLAND spurgte i dag flere forældre til børn i netop Kræmmerhuset, hvad de mener om Liberal Alliances forslag:
Kasper Pedersen
Snakken om vaccine eller ej har nu fået ham til at overveje at vaccinere sin egen søn. Han kendte ikke meget mæslinger i forvejen.
- Hvis det er meget smitsomt, er der jo nogen der skal gribe ind, siger han som reaktion på forslaget.
Sofie Koch
Hun er mor til en datter i den aarhusianske daginstitution og forstår godt tanken bag forslaget:
- Samtidig synes jeg også, det er lidt forkert, at staten skal ind og definere, hvad der er rigtigt og forkert.
Sara Hessellund
Hun er mor til to børn i Kræmmerhuset, som begge er vaccineret, og er splittet omkring debatten. På den ene side mener hun, at et vaccinekrav er drastisk, men på den anden side forstår hun godt, at staten er fortaler for vaccination.
- Jeg synes, man skal tænke på, at man ikke kun udsætter sine egne børn for fare, men også de børn, som er for små til at blive vaccineret.
Mæslingevaccine i Danmark
Mens sygdomme som kighoste og polio er noget, som små børn bliver vaccineret for fra tre måneders-alderen, så er det først, når barnet bliver 15 måneder, at der vaccineres mod mæslinger.
Mæslinge-vaccinen bliver givet, når barnet er 15 måneder og fire år. Den er en del af den såkaldte MFR-vaccine, som står for mæslinger, fåresyge og røde hunde.
Du kan høre mere til forældrenes reaktioner i videoen øverst i artiklen.
I folderen nedenfor kan du se hele det danske vaccinationsprogram: