Horsens-træner om nedrykningsspil: Det bliver vanvittigt
Esbjerg og Horsens, der søndag aften spillede 1-1, ender i samme nedrykningspulje
Esbjerg og Horsens spillede søndag aften 1-1 i Alka Superligaen, og resultatet betyder, at de to mandskaber ender i samme nedrykningspulje.
Puljen består desuden af OB og Randers.
Horsens-cheftræner Bo Henriksen glæder sig til de dramatiske kampe, der i sidste ende afgør, hvem der overlever i rækken.
Læs også
- Det bliver fuldstændig vanvittigt. Det er det her, vi spiller for, og det har jeg lige sagt til drengene også. Det bliver det fedeste at være en del af noget, hvor der står så meget på spil, siger han.
Østjyderne har blot hentet to point i forårets fem kampe, men Bo Henriksen er ikke nervøs for, om holdet er klar til de afgørende kampe.
- De andre hold vil jagte os nu, og det skal de have lov til. Vi ved godt, at vi ikke vil være favoritter i vores pulje, men når det er sagt, så har vi jo vist, at vi kan spille med, og det er, hvad det drejer sig om, fortæller han.
Esbjerg starter puljespillet på sidstepladsen med fem point op til Horsens på den livsvigtige andenplads, der sikrer overlevelse i Superligaen.
Fem point op til Horsens
Esbjergs cheftræner Lars "Lungi" Sørensen erkender, at det bliver hårde kampe.
- Der er 18 point at spille om i puljerne, og vi har fem op til Horsens. Det er det, vi må forholde os til og arbejde hen imod at få indhentet.
Læs også
- Der er dog ingen tvivl om, at det bliver meget svært. Vi har vidst fra dag et, at det her ville blive op ad bakke, og det er det fortsat, siger cheftræneren og tilføjer:
- Vi kommer til at tage en kamp ad gangen, og så ser vi på, hvor langt der så er op til redningen.
Randers har 33 point på førstepladsen i puljen. Horsens har 29 og OB har 28. Nederst ligger Esbjerg med 24 point.