Idrætsdag på børnenes præmisser
- Vi vil gerne vise børnene, at idræt kan være meget andet end håndbold og fodbold, siger arrangør af idrætsdag for børn med særlige behov
Parkour, fægtning, brydning og roning.
Det er nogle af de aktiviteter, der er på programmet, når Skoleidrættens Forårsfestival finder sted på Firkløverskolen i Randers.
Læs også
Firkløverskolen er en skole for børn med særlige behov. Herunder autismespektrumforstyrrelser, ADHD og lignende udviklingsforstyrrelser.
Normalt deltager i eleverne ikke store idrætsevents. Men på tirsdag den 25. april stiller 150 elever fra Firkløverskolen op i de forskellige discipliner.
Læs også
- De har specielle behov, der gør, at de skal forberedes meget. Børn med særlige behov har brug for ekstra struktur og støtte, når de skal gennemføre idrætsaktiviteter, siger Benny Petsch, der er lærer og arrangør af festivalen på Firkløverskolen, til TV2 ØSTJYLLAND.
- De har typisk vanskeligt ved at indgå i det sociale sammenspil omkring for eksempel holdspil, men de vil også gerne have den slags oplevelser, som sådan en festival kan give, og derfor tilrettelægger vi den på deres præmisser.
Andet end fodbold
Det er lokale foreninger, der står for dagens aktiviteter.
Håbet er, at mødet med trænerne bliver en øjenåbner for eleverne. Og der er en bagtanke med at vælge idrætsgrene, som er lidt mere utraditionelle.
- De skal præsenteres for idrætsgrene, som man ellers ikke bliver præsenteret for. Og som er mere individuelt præget, hvor man ikke skal være sammen med så mange andre på én gang. Vi håber, at de bagefter får mod at komme ud i foreningslivet, så de også kan opleve glæden ved det. Vi vil gerne vise børnene, at der er en masse muligheder i det lokale foreningsliv, og at idræt kan være meget andet end håndbold og fodbold, siger Benny Petsch.
Ifølge ham glæder børnene sig meget. Og der er taget højde for, at ikke alle magter at deltage hele dagen.
- Der bliver også stillerum, så de kan trække sig, hvis der er behov for det. Vi håber også at kunne præsentere dem for mindfulness, siger Benny Petsch.
Skoleidrættens Forårsfestival er et landsdækkende projekt, der finder sted 68 steder i hele landet. Firkløverskolen i Randers er den eneste specialskole, som deltager.