Nu bliver det lettere for specialelever at tage bussen
Aarhus Kommune har udviklet en ny app, der er nomineret til fornem pris.
Mere frihed. Det er, hvad Aarhus Kommune ønsker, at specialeleverne i kommunen skal opnå ved at bruge en helt ny app.
Helt konkret er appen en del af projektet "Fra Taxa til Bus", hvor specialelever ved hjælp af teknologiske virkemidler og undervisning skal få lettere ved selv at tage bussen.
- Vi har udviklet det her i forhold til at øge livskvaliteten. For de her elever, der gør det en kæmpe forskel selv at kunne bevæge sig rundt i langt højere grad, siger projektleder Søren Kronborg Petersen fra Børn og Unge i Aarhus Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Projektet er nomineret til Digitaliseringsprisen 2017, en pris der bliver uddelt den 22. marts.
Været under massiv kritik
I skoleåret 15/16 blev projektet i første omgang afprøvet. 12 børn og unge deltog i starten, og de kører nu alle med bus i stedet for taxa. Siden er 23 børn og unge gået i gang med projektet.
Læs også
Aarhus Kommune har siden begyndelsen af skoleåret 16/17 været under massiv kritik for den kørselsordning kommunen har indført for handicappede elever. Den nye app har dog ikke noget at gøre med dette.
- Det er ikke løsningen på det, men det kan måske hjælpe nogle få. Og det er jo altså også et projekt, vi startede på længe inden, at der opstod de her problemer, fortæller Søren Kronborg Petersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Appen er udviklet i samarbejde med den socialøkonomiske virksomhed Actura Robotcenter.