Optimisme før skæbnekamp: AGF-fans tror på sejr i Viborg
Op mod 1000 AGF-fans ventes til Viborg søndag, hvor de to klubber kæmper om livsvigtige point. De første fans er nået til domkirkebyen
Selv om AGF ikke ligefrem har imponeret på det seneste, er troen på sejr i søndagens vitale kamp mod Viborg intakt blandt fansene.
- GF vinder 2-0, forudser Mikkel Søndergaard, der har taget turen til Viborg for at støtte sit hold.
- Nu har vi ikke haft så mange gode kampe. Det er på tide, vi får en god kamp. Selvfølgelig tror jeg, det er realistisk, at vi vinder, siger Mikkel Søndergaard.
Henrik Lieberknecht har taget turen til Viborg fra Holstebro. Han deler optimismen.
- Det er røvvigtigt, at vi får tre point. Det bliver svært, men vi skal kæmpe. Der bliver knald på. De har støtten fra os, så det skal nok gå, tror jeg, siger han.
Svigter ikke AGF
Uanset AGFs skæbne i dette forår kunne Henrik Lieberknecht ikke drømme om at svigte klubben.
- Jeg er GF'er i hjertet, og det vil jeg blive ved med at være, siger han.
Læs også
Kampen mellem Viborg og AGF begynder klokken 16.
AGF venter, at op mod 1000 af klubbens fans tager med til Viborg.