Randers-målscorer: Taktiske ændringer gav pote
Det betalte det sig, at holdet valgte en anderledes opstilling i søndagens 4-0-sejr over OB. Sådan lyder det fra Alexander Fischer
Ólafur Kristjánsson havde rystet den taktiske pose op til søndagens Superliga-kamp mod OB. Med tre midterforsvarer og to wing-backs stillede han sit hold op i en 5-3-2-formation, og det medførte en stensikker sejr over fynboerne.
- Alt det, vi ikke ramte mod OB sidst, det ramte vi i dag. I dag havde vi et helt andet udtryk, vi kommer ud og dominerer, vinder dueller. Vi gør sådan set alt det, vi også skulle have gjort forleden dag, lød det efter kampen fra den ene af målscorerne, Alexander Fischer.
Adspurgt om netop den ændrede startopstilling, medgav Fischer da også, at det gjorde en stor del af udslaget.
- Johnny og jeg kommer i rigtig mange gode situationer i løbet af kampen, og det er vel på den position, der er den største ændring. Så på den måde, gav det i hvert fald pote, og det gav os nogle rigtig, rigtig gode muligheder i opbygningsspillet mod dem i dag, sagde han efter kampen til Fodbold med Horup.
Ville gerne have haft et mål mere
Randers FC har tidligere i sæsonen forsøgt sig med 5-3-2-opstillingen, og Alexander Fischer trives rigtig godt på den plads, der er en anelse mere fremskudt, end hans vandte back-plads.
- Jeg synes egentlig, det passer mig rigtig fint. Der er lidt mere frihed til at komme med offensivt, og man skal ikke være så bange for at frigive lidt rum bag sig. Så det passede mig egentlig fint, og jeg synes også at vi viser som hold, at det passer os rigtig fint.
Det blev endda også til noget så sjældent som et mål for den 30-årige forsvarsspiller. Det seneste blev scoret helt tilbage i maj 2015.
- Det var dejligt. Jeg havde et par chancer tidligere i kampen, så det var dejligt at prikke den ind. Jeg kunne godt have tænkt mig at lave en mere, men jeg er selvfølgelig rigtig glad for at være på tavlen, og især når vi så vinder 4-0, fortæller Alexander Fischer.
Fischer har været i Randers FC siden 2009 - hans kontrakt med kronjyderne udløber i sommeren 2018.
Øverst i artiklen kan du se hele interviewet med Alexander Fischer, som blev optaget umiddelbart efter dagens kamp.