Planen er klar - de mangler bare lige 10 millioner kroner

Lokale ildsjæle på Samsø er gået sammen om at få lov til at lave øens første havnebad.

Få historien læst op


Der sidder fire hvide kameraer i toppen af en pæl på havnen i Kolby Kås.

Hvad kigger de på?

Der sker jo ingenting her på den sydvestlige del af Samsø.

De peger i hver sin retning og er angiveligt et levn fra dengang, alle danske havne skulle terrorsikres.

Indimellem er en bil eller et par cyklister hurtigt nede og vende foran havnekontoret, og det sker da også, at en fiskekutter kommer tøffende og lægger til ved kajen.

En skarv roder i vandet efter en fisk, og de gamle kuttere ligger side om side på "den blå hylde" og vugger i takt.

Ellers er aktiviteten mildest talt begrænset, selv om der stadig er en enkelt aktiv virksomhed, der handler med korn og grus, ligesom spisestedet Tante Tut og Onkel E trækker sultne folk til mellem april og oktober.

Med udsigt til himmel, hav og havn

I et hus oppe på bakken - med udsigt til himmel, hav og havn, som de lokale siger - står socialpædagog Ole Bach med bare tæer i sine Havana-sandaler og pønser på noget stort.

Han har et nærmest drømmende ansigtsudtryk, og han står på et gulv af netop tørret cement, mens ledninger hænger fra loftet uden lamper monteret i enden.

Ole bor her ikke fast endnu, men han overvejer at blive ægte samsing, når hans to døtre en dag er flyttet fra hjemmet ovre i Odder.

Han er en mand med ambitioner om at skabe liv uden for sine store panoramavinduer.

Han har bare lige brug for cirka ti millioner kroner og de rigtige godkendelser fra myndighederne, hvis den plan, han har sammen med en bestyrelse for et måske kommende havnebad, skal føres ud i livet.

Det skal være blandt de fem mest besøgte attraktioner på hele øen
Ole Bach

- Vores drøm er at lave et sted med omklædningsrum, sauna, træterrasse og børnebassin. Med frit udsyn over vandet og mulighed for at stifte nye bekendtskaber med de mennesker, man render ind i. Kan du ikke se det for dig, siger Ole Bach, mens han peger i retning af havet.

Forbi færgekroen, som han kortvarigt overvejede at købe og drive videre, men som blev solgt for næsen af ham.

Hen over det tomme havneområde og i retning af Herrn und Frau Kruses gamle nedrivningsmodne badebro på stranden, hvor borgerforeningen har kørt tonsvis af sand på.

Det er få meter fra det gamle slæbested.

- Det skal ligge dernede ved siden af den gamle badebro, det skal være for både turister og fastboende, og det skal være blandt de fem mest besøgte attraktioner på hele øen, siger han.

Ole har allerede sammen med den øvrige bestyrelse lavet en kontrakt, hvor Samsø Havnebad lejer sig ind i ti år.

- Der er jo mange havnebade rundt i landet, men ingen af dem har en placering som den, man finder her. Det er fuldstændigt unikt, og jeg synes, området fortjener at blive en attraktion igen, så det ikke bare er et vindblæst sted, hvor der ikke sker noget, siger Ole Bach, inden han forlader sit byggeprojekt med en slagter-rullepølse i hånden.

Den skal han have med hen til morgenbordet nogle hundrede meter nede ad vejen, hvor de andre venter på os.

Ole Bach, Samsø Havnebad

Vi forlader Oles hjørnegrund, drejer til venstre og går forbi Jonas’ hus, hvor tømrer-Andreas i sit sikkerheds-seletøj er ved at renovere taget, mens en hund giver hals et sted henne omkring den gamle færgekro.

Mændene hilser på hinanden og udveksler lidt hurtig, intern smalltalk, for Ole er typen, der kender folk, og folk kender ham, selv om han altså ikke har skiftet permanent adresse endnu.

Han er foruden at være aktiv i havnebadets bestyrelse medlem af borgerforeningen, han har været med til at arrangere fællesspisning for over 100 deltagere i sommer, og så har han ejet et hus i Stavns længere nordpå siden 2008.

Ole er ikke ny på øen.

For enden af vejen ligger det gamle pakhus for Samsø Havnefisk. Her har Bjørn Olsen sat et skilt op over døren, hvor der står "Himmel & Havn Spisested", og ude foran holder hans store foodtruck, som han solgte mad og drikke fra flere gange hen over sommeren.

Noget at flytte for

Indenfor står sup-boards side om side med congas, en sofagruppe og et køleskab fyldt op med drikkevarer, og i midten har Bjørn gjort klar til fælles morgenmad.

Bjørn og Ole kender hinanden, og de bor begge to i Odder. Ligesom Ole drømmer Bjørn om en dag at flytte sit liv til Samsø.

Starte på en frisk og se, hvor det hele bærer henad.

Han kan godt lide sin placering her tæt på elementerne, hvor det river i murværket på pakhuset, når det blæser op over Kattegat.

Han holder særligt meget af lyden af tordenvejr og de glimt, lynene sender ind igennem de gamle vinduer.

Men, hvis Bjørn skal rykke permanent til Samsø, kræver det, at der er noget at flytte for.

At der er kunder i biksen, så det løber rundt.

Jeg vil gerne skabe et sted, hvor folk kan lide at komme hen og bare være uden at skulle være noget
Bjørn Olsen

- Tro mig. Hvis der er folk, der vil herned efter morgenbrød, står jeg gerne tidligt op og bager det til dem. Om det er lystsejlere eller lokale, betyder ingenting, siger Bjørn Olsen, der ejer bygningerne, men lejer grunden.

- Jeg vil gerne skabe et sted, hvor folk kan lide at komme hen og bare være uden at skulle være noget. Der behøver ikke ske alt muligt omkring dem, men hvis de har lyst til at ryge noget fisk eller fugl, er muligheden lige uden for døren, siger Bjørn Olsen, der er ved at sætte en gammel rygeovn i stand.

Bjørn Olsen

- Jeg fornemmer, at der er en mentalitet på Samsø - som i mange andre mindre samfund - hvor folk virkelig værdsætter det, når der kommer nogen, som gerne vil lave noget. Selvfølgelig skal man lige ses an, men ellers tager de imod én med åbne arme, fordi det er i alles interesse at skabe mere liv, siger Bjørn Olsen og medgiver, at det omvendt også kan være en fordel for en iværksætter som ham, at konkurrencen om kundernes opmærksomhed trods alt ikke er større.

Ind ad døren træder 75-årige Kuno Foged med en gammel Hitachi-kassettebåndoptager i hånden.

Han er kommet for at bidrage med sin fortælling om, hvordan det var at være knægt i Kåsen i 1950’erne og 60’erne, da alting var anderledes.

Dengang var der både købmand, havnebestyrer, senere en kiosk og en autolakerer oppe i byen.

Det var dog nede på havnen, det meste skete, og folk holdt ofte på græsskråningen for at følge med, når fiskerbådene og færgerne lagde til kaj.

Kuno husker stadig i detaljer, hvordan det hele så ud. Han husker duftene, lydene og hvordan børnene snuppede de stør, fiskerne ikke ville have noget med at gøre, fordi de ikke var ”attraktive i salgsøjemed”, som han siger.

Dem solgte børnene så i stedet for 25 øre stykket til dem, der ville spise dem.

Kuno Foged

Kuno husker også, hvordan de unge gerne lagde vejen forbi fru Olsen oppe på færgekroen, der var kendt for sin biksemad og flæsk. Hende kendte hele byen.

- Vi børn rendte og spillede fodbold i Skomagerens hul her i Kåsen, og vi kom rundt på øen, hvor der boede 7-8000 dengang. Der var vel seks klubber, hvor nogle havde både første- og andethold, og rundt på gårdene var der karle og piger, der var med til at skabe liv i lokalsamfundene, siger Kuno Foged.

Han arbejdede som fisker frem til 1979. Da solgte han sine tre både, fordi han fornemmede, hvor det hele bar henad.

Han var selv vokset op med en far, Karl Martin Foged, der ofte var væk i flere dage på sin kutter, og sådan skulle hans egne børn ikke vokse op.

Derfor sagde han farvel til fiskeriet som erhverv og gik hjemme med børnene i fem år, hvorefter han fik job som murerarbejdsmand hos en gammel skolekammerat, der drev et cementfirma.

Da fik han 900 kroner om måneden for 40 timers arbejde om ugen.

Frygter, at folk forsvinder

I 1995 søgte og fik Kuno job som havnefoged i Kolby Kås. Det var en historisk hård isvinter lige netop dét år, og han tjente 100 kroner ekstra om ugen ved som observatør dagligt at melde ind til Statens Istjeneste under Forsvarsministeriet, om havnen nu var frosset til.

Kuno har også drømme om Kolby Kås’ havn, han gerne ser blive til virkelighed.

De handler ikke om havnebade og træterrasser med liggestole men om en ny stenmole, der kan gøre vandet i lystbådehavnen mere roligt.

Så slipper bådene for at ligge og rulle rundt. Han har selv båden Bamseline II liggende fortøjet.

Jeg er bange for, at Samsø bliver affolket, som man har set det ske med andre øer
Kuno Foged

- Uanset hvad er alt, hvad der sker hernede, fremskridt. Jeg er bange for, at Samsø bliver affolket, som man har set det ske med andre øer. Det er vigtigt at holde liv i samfundet, siger Kuno Foged.

Ifølge Danmarks Statistik blev der født 21 piger og 11 drenge på Samsø i 2022. 249 flyttede til øen, mens 226 flyttede derfra.

Kuno Foged bakser med Hitachi-kassettebåndoptageren, sætter den på et bord og trykker play-knappen ned, mens gruppen, der også tæller Malene Berger Rud Sejling, rejser sig fra morgenmaden og samles omkring den.

Ud af højtalerne kommer lyden af en noget yngre Kuno, som engang medvirkede i en radiofortælling med Danmarks Radio, der sendte en reporter ”hele vejen fra København” til Kolby Kås for at lave en historie om det aktive fiskersamfund.

Kuno taler ”samsk”, og den lokale dialekt er ikke nem for alle at forstå.

- Du skal ikke snakke rigsdansk til Kuno. Så kan du lige så godt snakke engelsk, siger Malene Berger Rud Sejling og griner.

Samsø Havnebad

De fire sætter sig igen ved bordet, hvor snakken fortsætter, hvor den slap.

Malene og Kuno snakker om mennesker, de begge kender, og folk bliver konsekvent nævnt kun med fornavn eller profession.

De har en fælles fortid, som binder dem sammen.

IMG_8090

Malene Berger Rud Sejling er født her i Kolby Kås, hvor hendes farfar, Christian Nielsen, også var fisker. I perioder faktisk sammen med Kuno Fogeds far.

De to mænd landede masser af ål oppe ved Langør, hvor de satte garn og roser.

Malene rejste imidlertid fra Samsø som 16-årig. Hun uddannede sig til bygningsarkitekt på Kunstakademiets Arkitektskole, og da hun skulle lave sit afgangsprojekt i 2008, lavede hun et projekt om sin hjemstavns havn.

- Det var faktisk en masterplan for hele området. Man talte om dengang, hvad der mon ville ske, når færgen fra Kalundborg ikke længere lagde til hernede, så sammen med en medstuderende lavede jeg den her plan for, hvordan man kunne omsætte arealet til noget helt enestående med boliger og spændende byrum.

- Og et havnebad?

- Det var ikke en del af det, nej, men jeg er vild med ideen, og der er jo masser af fortilfælde, hvor folk med stor succes har etableret et havnebad, siger hun.

- Selv om jeg ikke har boet her i mange år, har jeg altid haft Samsø i mit dna og Kåsen i mit blod. Jeg brænder virkelig for at være med til at udvikle det her område, og jeg er ikke i tvivl om potentialet i et havnebad, siger Malene Berger Rud Sejling.

Hendes forældre bor stadig i "hovedstaden" Tranebjerg midt på øen, mens Malene har købt sit barndomshjem, som nu er ved at blive restaureret.

Samsø Havnebad, Kolby Kås

- Havnen i Kåsen ligger som i en slags tornerosesøvn. Da jeg var barn, lå der fast 20 kuttere, og fiskeriet og færgedriften var det, der skabte liv og noget at snakke om. Den puls er helt væk i dag, og sådan har det desværre været, lige siden færgen stoppede med at komme her i 2015.

- Det er ærgerligt, for i min optik er Samsø Danmarks midtpunkt - se bare på landkortet - hvor jysk og sjællandsk kultur mødes, og Kolby Kås har alle muligheder for at blive et attraktivt mødested, siger Malene Berger Rud Sejling.

Uanset om man kommer for at springe i havnebadet, for at spise hos Bjørn Olsen eller for at se solen gå ned over havet.

Malene ved godt, at nogen i lokalområdet måske hæfter sig ved, at hun selv er flyttet væk for mange år siden.

- Jeg skal nok bevise noget over for nogen i forhold til alt det her, når jeg ikke selv bor her længere. Jeg kan bare sige, at min kærlighed til Samsø aldrig har været væk, og jeg arbejder på at give den videre til mine børn, så de kan dele glæden ved ø-livet med mig. Jeg kan mærke det fysisk i min krop, når jeg kommer til øen og rejser fra den igen. Alting foregår i et andet tempo på Samsø, siger Malene Berger Rud Sejling.

IMG_8097

Det var en notits i Samsø Posten, som i 2015 fik hende til at melde sig ind i den daværende bestyrelse for havnebadet.

Det har nemlig været på tale siden dengang. Det er bare først blevet konkretiseret for nylig, hvor der er lavet et seriøst skitseforslag og et budget, og det hele har taget fart med blandt andre Ole Bachs engagement de senere år.

- Jeg føler, at Kolby Kås bare ligger og venter på at blive vækket til live igen. At man kan slippe noget helt magisk løs og skabe et fællesskab, der binder øen sammen og trækker folk til fra nær og fjern. Jeg er godt klar over, at det aldrig bliver det samme som dengang, Kuno var dreng, for den tid kan ikke genskabes, og det skal den heller ikke nødvendigvis. Man kan bare virkelig meget, når man arbejder sammen, og små steder kan sagtens have store ambitioner, siger Ole Bach.

Foreningen bag Samsø Havnebad har lige nu knap 300 medlemmer, der hver betaler 100 kroner om året.

IMG_8111

De ti millioner kroner mangler stadig, men Samsø Kommune er ikke afvisende over for ideen.

Den har faktisk bidraget økonomisk til arbejdet med at få den københavnske tegnestue Hasløv & Kjærsgaard Arkitektfirma til at designe havnebadet, da de har erfaring med udvikling af havnearealer andre steder i landet.

- Er det ikke nemmere bare at acceptere, at nogle steder er mere døde end andre? Der sker jo en masse omme på den anden side af øen i Ballen?

- Jamen, Kolby Kås er noget andet. Som jeg sagde før, synes jeg, stedet fortjener at blive vækket til live igen. Det er vældig hyggeligt omme i Ballen, ja, men der er bare noget helt unik arbejderklasse over Kåsen, som man bør bevare for eftertiden, og det kan man så passende gøre i kombination med noget nyt, siger Ole Bach.

Omgivet af havet

Knap syv kilometer fra morgenbordet i Kolby Kås’ gamle pakhus sidder Maria Jeppesen Jensen på sit kontor hos turistforeningen VisitSamsø.

Her følger man også med i, hvad de render og laver nede i Kåsen, og de håber for initiativtagerne på, at de kommer i mål med planerne, da et havnebad kan være med til at gøre Samsø til en endnu større turistattraktion, end den er i forvejen.

- Vi er altid fortalere for ting, der kan være med til at trække turister til øen. Det er jo det, vi er sat i verden for. Derfor har vi også med spænding fulgt med i snakken om et havnebad, der kan eksistere i samspil med blandt andet campingpladserne i Kolby Kås og Kolby, siger Maria Jeppesen Jensen.

Hun er klar over, at havnen, som den tager sig ud i dag, ikke er et sted, der tiltrækker ret mange, selv om man angiveligt finder øens smukkeste solnedgang netop i Kolby Kås.

Samsø har oplevet en markant stigning i antallet af turister de senere år. I 2015 kom der 244.405 turister, og i 2022 var tallet oppe på 331.095.

- De mest populære byer er Ballen, Tranebjerg og Nordby. Der er tryk på og masser af liv, men ingen bryder sig om at stå i en lang kø til iskiosken, så på den måde vil det kun være en fordel, hvis man kan sprede turisterne mere ud. Eksempelvis ved at trække en del af dem ned til Kolby Kås, siger Maria Jeppesen Jensen og påpeger, at VisitSamsø naturligvis er klar på at markedsføre havnebadet på lige fod med alle andre attraktioner på øen, hvis det kommer dertil.

VisitSamsø udgiver hvert år en folder, hvor man kan læse om, hvad de 22 landsbyer på øen har at byde på.

Fra byvandringer til naturoplevelser og alt derimellem.

- Vi plejer at slå os op på, at vi både har sandstrande og stenstrande, så der er noget for enhver smag. Og så er der jo kun syv kilometer på det bredeste sted, så man kan hurtigt bevæge sig om på den anden side af øen. Hvis det blæser meget på østsiden, er der som regel vindstille på vestsiden, siger Maria Jeppesen Jensen.

Malene Berger Rud Sejling fortæller, at det tidligere har været drøftet igennem længere tid, om Samsø skulle have sig en svømmehal, så alle øens børn kunne lære at svømme i et sikkert miljø.

De bor trods alt omgivet af havet, men der er en anden tryghed ved at øve crawl og butterfly i et indendørs klorvandsbassin end i et brusende Kattegat.

Det projekt er aldrig blevet til noget, men netop derfor brænder ildsjælene bag havnebadet for at vise, at det godt kan lade sig gøre at skabe noget nyt i et lille øsamfund, når man bare står sammen.

Det skal være et sted, hvor man opholder sig og trives, og i bedste fald kan det inspirere andre til også at lave noget hernede, så der kommer endnu mere liv
Malene Berger Rud Sejling

- Derfor siger vi også, at vi gør det her for hele øens skyld, og det skal være virkelig, virkelig fedt! Det er ikke bare en badebro og en stige ned i vandet. Nej, det skal være et sted, hvor man opholder sig og trives, og i bedste fald kan det inspirere andre til også at lave noget hernede, så der kommer endnu mere liv, siger Malene Berger Rud Sejling.

Bestyrelsen for havnebadet håber, at arbejdet kan gå i gang inden for to år, hvis den får styr på finansieringen.

I mellemtiden vil Ole Bach blive ved med at sejle mellem fastlandet og hans renoveringsprojekt i Kolby Kås, der skrider fremad på tredje år. En dag bliver det formentlig hans hjem.

Malene Berger Rud Sejling vil fortsætte sit renoveringsprojekt af barndomshjemmet.

Bjørn Olsen drømmer videre om et succesfuldt spisested mellem himlen og havnen.

Og Kuno Foged har alle sine minder om dengang, der var liv og glade dage i Kåsen.

Dem kan ingen tage fra ham.