Bizar retssag: Tøfting frifundet
Tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting frifindes ved Retten i Kolding for anklage om vold ved en Thomas Helmig-koncert i Vejle sidste år.
Sagen varede få timer torsdag, og den var kendetegnet ved flere særlige forhold.
Blandt andet var det ikke lykkedes politiet at finde frem til den mand, Stig Tøfting skulle have slået. Desuden var en overvågningsvideo forsvundet under politiets sagsbehandling.
Og dertil ændrede et vidne forklaring i forhold til sin afhøring.
Dommen lægger da også vægt på, at det første vidne ændrede forklaring om, hvorvidt han havde set et slag.
- Jeg er glad for resultatet
Derudover lægges der vægt på, at overvågningsvideoen er forsvundet, og at den var af så dårlig kvalitet, at man ikke kunne genkende en person.
Man mener altså grundlæggende ikke, at Anklagemyndigheden har ført tilstrækkelig bevis for vold.
TV 2 har været til stede i retten. De har fået en kommentar fra den 54-årige AGF-legende.
- Jeg er glad for resultatet. Jeg er lettet. Det er jeg da. Det var det, vi håbede på, siger Stig Tøfting i en kort kommentar efter domsfældelsen.
Han fortæller derudover, at han ikke har mere at sige i dag, og at han er på vej hjem for at skrive en klumme til weekenden.