Bustur rykkede ikke vindmølleskeptiker: - Kan man stole på det?
Aarhus Kommune og NRGi tog en flok måske-kommende naboer til vindmøller med på oplysningstur. Det hjalp umiddelbart ikke på skepsissen.
Vindmøller splitter gang på gang kommende naboer og vindmølleopstillere samt kommuner. Således også ved et planlagt område i Aarhus Kommune, hvor der er planer om både solceller og vindmøller nær Vosnæs Gods i Studstrup.
En gruppe borgere på den anden side af kommunegrænsen - i Syddjurs Kommune - er utilfredse med planerne, som TV2 Østjylland tidligere har beskrevet.
Mandag forsøgte Aarhus Kommune sig med en arrangeret bustur for interesserede - og skeptikere - som skulle give en idé om, hvad der kan være på vej på kommunegrænsen.
Det tilbud havde et par håndfulde borgere taget imod, og turen gik til to områder med henholdsvis seks og fem vindmøller. I det planlagte projekt ved Vosnæs Gods er tre 150 meter høje kæmpevindmøller på tegnebrættet.
Stadig skeptisk
Med på turen var Kai Ettrup, som bedst kan betegnes som skeptiker i forhold til planerne om vindmøller. Og lad os bare afsløre spændingen med det samme: Det er han stadig efter mandagens bustur.
- Lige umiddelbart var det svært at få det rigtige indtryk, fordi det regner og trommer på taget, og vinden var ikke i den rigtige retning, siger han om de steder, som var udvalgt.
- Jeg er skeptisk, for kan man stole på det? Når vindmøllen først står der, så kan vi nok ikke få den væk igen. Så jeg er meget forsigtig med at være optimist, sagde han til TV2 Østjylland på turen.
Propaganda?
Det er NRGi, som gerne vil bygge på det område, som er udpeget af Aarhus Kommune.
Kai Ettrup var på forhånd bange for, at mandagens bustur, som også var tilrettelagt af NRGi, var en "propagandatur" fra deres side.
- Min bekymring har været, om det var en propagandatur for NRGi. Aarhus Kommune skal jo borgerinddrage, og det er rigtig fint, men NRGi har jo en interesse i at få sat vindmøllerne op, konstaterer han.
Ifølge ham mener NRGi ikke, at vindmøllerne larmer, og det stiller han sig undrende over for.
Vi har tilrettelagt turen for at man får den bedst mulige viden om det her
Med på turen var også Kirsten Hastrup Holm, projektudvikler fra Nrgi Renewables. Hun forsikrer, at det ikke handler om propaganda.
- Vi har tilrettelagt turen for at man får den bedst mulige viden om det her. Derfor har vi fundet udflugtsmål, som matcher det, der kommer ved Vosnæs så godt som muligt, siger hun.
Arealet ved Vosnæs er ét af tre arealer i Aarhus Kommune, der er udpeget som potentielt egnet til vindmøller i Kommuneplan 2017.
Opførelsen af vindmøllerne ved Vosnæs er endnu ikke besluttet.
Et forslag til en ændring af lokalplanen er ved at blive udarbejdet, og selv hvis den godkendes, vil den først træde i kraft i 2025.