Glens budskab til fansene: Is på - det skal nok komme!
Glen Riddersholm taler om Silkeborg-kampen i et langt interview
En indsats, man ikke kunne være bekendt. Sådan betegnede AGF-cheftræner Glen Riddersholm kampen mod Silkeborg IF mandag aften, som AGF tabte med 1-3 - et nederlag der snildt kunne være blevet væsentligt større.
Men dagen derpå maner cheftræneren til besindighed og opfordrer til at være påpasselig med de forhastede konklusioner.
- Selvfølgelig er mit budskab 'is på' og det skal nok komme. Det er jeg nødt til. Det er jeg ikke kun fordi, at jeg ønsker at skabe ro. Det er også, fordi man ved, at det er på bagkanten af 3-4 års strategisk hårdt arbejde med en klar filosofi, spillestilsmæssigt, ungdomsafdelingen der er bygget op med spillerne, der kender deres positioner og kender deres roller, siger Glen Riddersholm til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
- Hvis man har lagt en strategi, så er noget af det, der er væsentligt, at man er vedholdende omkring de ting, man gør. For hvis vi begynder at ryste for meget på hånden og bare ændrer hele tiden for at ændre, så er det først, at man gør de mennesker, man arbejder med, utrygge, siger han.
Se en længere snak med Glen Riddersholm nederst i artiklen.
Læs også
Efter kampen mod Silkeborg var Glen Riddersholm klar i spyttet.
- Det er skuffende og det er for dårligt. Vi kan kun undskylde, for det er simpelthen for pinligt, sagde Riddersholm umiddelbart efter kampen.
AGF har seks point op til Silkeborg IF på den pæne side af stregen, der markerer forskellen på nedrykningsspil og spil om en kamp om at komme i Europa.
Se en kort udgave af interviewet øverst i artiklen.
Se hele det 18 minutter lange interview med Glen Riddersholm herunder.