Kæmpe præmier: Aarhus-dreng på sejrsjagt i Counter Strike-DM
Danmarks første officielle DM i Counter Strike afholdes onsdag, men de tre bedste hold er for gode til at spille om DM-guld
Onsdag er finaler i det første officielle Danmarksmesterskab i Counter Strike Go.
Der er 150.000 kroner på spil, og seks hold er kvalificerede.
Københavns kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) byder velkommen ved turneringen, der foregår i Øksnehallen i København – og i det hele taget har et spil som Counter Strike virkelig bevæget sig væk fra teenageværelset og ud på den store scene. Netop derfor er der nu taget initiativ til Danmarks første DM.
- Vi synes, at Esporten er moden til, at vi kan begynde at lave noget officielt. Vi havde hurtigt virksomheder, der bakkede op, og så var det ligetil – vi skulle bare i gang, siger Zahid Butt, der er arrangør og direktør hos Esport.dk, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
- Mit håb var, at vi med DM i år kunne nå ud til omverdenen, så det ikke kun var Esportsfolk, der kom. Vi ville give omverdenen mulighed for at opleve Esporten. Derfor fjernede vi billetpriserne i de indledende runder i Odense og Aarhus, og der har været maskiner, hvor folk selv kunne prøve det, siger han.
Tre hold ikke med
Seks hold er kvalificerede til finalerne, og der er masser af danske topteams iblandt. Tre glimrer dog ved deres fravær.
Mange har stiftet bekendtskab med Astralis, som på papiret ikke bare er Danmarks, men også verdens bedste Counter Strike-hold. FCK har lavet et Esporthold, der hedder North – det er rangeret som det sjettebedste hold i verden.
Og endelig findes der ’talentholdet’ Heroic, der er placeret som nummer 20 på den aktuelle verdensrangliste. Ingen af de tre hold er med ved DM.
- Det vidste vi godt, da vi startede. Deres verden er styret af kroner og ører. De siger på ugentlig basis nej til turneringer til masser af penge, og de må hele tiden vælge fra og til. Vi besluttede os for, at et danmarksmesterskab ikke skal være afhængigt af et, to eller tre hold, men jeg kan sagtens forstå folk, der spørger til det, siger Zahid Butt.
Peter Kragelund fra Aarhus spiller for holdet Singularity, der på papiret er Danmarks femtebedste CS:GO-hold – og dermed det næstbedste, der deltager ved DM. Han ærgrer sig over, at sværvægterne ikke er med.
- Det er fedt, der kommer et DM, men det er stadig lidt ambivalent, når de tre bedste hold i Danmark ikke er med. Selv hvis man vinder, kan man ikke kalde sig for det bedste hold, for de tre andre er bare bedre, det kan man ikke diskutere, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Forskellen på især Astralis og North og så de hold, der ligger lige efter, er temmelig stor. Det indrømmer også Peter Kragelund, hvis hold Singularity i øjeblikket er nummer 95 på verdensranglisten.
- Vi er en del fra dem. Jeg vil vove at påstå, at vi kunne få et par runder mod dem (ud af 15, red.), men det er svært at sige. De spiller mod de bedste af de bedste til daglig, og det gør vi ikke, siger Peter Kragelund, der håber, at de bedste hold i fremtiden vil blive en del af DM, når turneringen bliver mere etableret.
Læs også
- Det ville gøre det meget sjovere for alle – både tilskuere og deltagere. Det ville være et kæmpe boost, hvis de tre bedste hold ville kæmpe for at få det her Danmarksmesterskab til at fungere, siger han.
I topholdenes fravær kan Peter Kragelund og Singularity så glæde sig over at have ganske pæne chancer for succes i turneringen.
- Jeg ser vores chancer som rigtig gode. Alt anden end en finale vil være lidt skuffende. Vi regner med, at det hold, der hedder Tricked kommer langt, og dem vil vi gerne slå – eventuelt i finalen, siger han.
DM i Counter Strike
Hvor: Øksnehallen i København
Hvem: De seks kvalificerede hold er: CPH Flames, Singularity, Fragsters, FUAH, Tricked, eFuture. De to sidstnævnte er blevet inviteret til turneringen
Hvor meget: Der er i alt 150.000 kroner i præmiepenge - 100.000 kroner til vinderholdet, 30.000 til nummer to og 10.000 kroner til nummer tre og fire
Hvordan: Det er et samarbejde mellem Esport Danmark, Waoo, Elgiganten, Danske Spil og Esport.dk, der har muliggjort turneringen