Jeanette kaldt til samtaler efter drab: Systemet skal være mindre firkantet, siger politiker
Jeanette Grotkjær er blevet klemt i dagpengesystemet, da hendes 23-årige søn blev skudt på Christiania. I stedet for ro skulle hun møde til samtaler på jobcentret.
Det skal være muligt at skelne mellem borgerne i jobcentret. Det siger Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Jens Joel efter sagen om Jeanette Grotkjær, der måtte til samtaler på jobcentret, kort efter hendes søn blev dræbt på Christiania.
- Jeg synes, jeres indslag med Jeanette viser, at sorg er meget individuelt, siger han.
Jeanette Grotkjær havde ikke ret til sorgorlov, da hendes søn var 23 år gammel, da han blev skudt og dræbt på Christiania i slutningen af 2022.
Sorgorlov dækker kun, hvis ens barn er under 18 år ved sin død. Jens Joel mener, at det er svært at sætte en grænse for, hvor længe man skal have ret til sygedagpenge, når ens barn dør.
- Det er helt ekstremt svært, for ikke at sige umuligt, at sætte sådan en grænse. Derfor er jeg faktisk også glad for, at vi også diskuterer, hvordan vi ellers kan komme rundt om det, siger han.
Jeanette Grotkjær fortæller, at hun mener, det er 'forfærdeligt', at der er forskel på, om ens barn er over 18 år eller ej.
- Jeg synes, det er ganske forfærdeligt, at man kan dele folk op i grupper i forhold til alder. Jeg har haft 23 år med Lucas. Jeg føler, at de i den grad gør forskel på dig og mig, siger Jeanette Grotkjær.
Brug for fred
Men hun får ikke tid til at bearbejde sin sorg efter drabet. For når man er på sygedagpenge, er der - modsat sorgorlov - krav om løbende samtaler med kommunen, og det gør det svært for Jeanette Grotkjær at få ro til at bearbejde sorgen.
- Den hjælp, jeg har brug for, er at få lov til at få fred i mit hoved, fordi jeg har mistet et barn. Jeg har brug for fred og ro til at finde ud af, hvordan jeg kan fortsætte det her liv, siger hun.
Socialdemokraten fra Aarhus siger til gengæld, at Folketinget for en måned siden har vedtaget en aftale, der gør det muligt for muligt for jobcentrene at aflyse samtaler og så videre, hvis man vurderer, at borgeren har mere brug for en pause.
- Nogle har helt åbenlyst, som Jeanette, brug for en pause. Og derfor er vi nødt til at diskutere det sådan lidt bredere.
Mere frihed til sagsbehandlere
Jens Joel mener, at hele dagpengesystemet trænger til at blive gentænkt.
- Derfor vil jeg egentlig gerne have, at vi diskuterer, hvordan får vi resten af vores sygedagpengessystem til at være fleksibelt nok og ikke så firkantet, siger han.
Ja, og hvordan gør vi så det?
- Det gør vi jo blandt andet ved at lade nogle af de sagsbehandlere ude i kommunerne træffe en beslutning om, at her behøver man ikke det antal samtaler, som man ellers har skullet indtil nu, siger han med henvisning til Jeanette Grotkjærs sag.
Han mener, det skal være del af en generel afbureaukratisering af dagpengesystemet.
- Det tror jeg faktisk, både kommunerne, og forhåbentlig også borgere som Jeanette, vil have gavn af. (...) Med de regler, vi har haft indtil nu, hvor ligegyldigt hvad du fejlede, så skulle du det samme. De var forkerte, og alt for mange kom i klemme. Ikke kun med sorgramte, men også andre sygdomme, siger Jens Joel.