Kraftig brand i fiskekutter: Muligt olieudslip
Politi og brandvæsen var tilstede ved branden.
Opdatering kl. 09.35:
Branden er nu slukket. Der er kun sket materielle skader på skibet.
Det oplyser Østjyllands Politi på X.
Østjyllands Politi var søndag formiddag tilstede med en patrulje på havnen i Grenaa.
Der var brand i et cirka 15 meter langt skib.
Det skriver politiet på X.
- Der har været kraftig brand i en fiskekutter fortøjet til Grenaa Havn. Umiddelbart er branden under kontrol, men der er stadig brand, fortalte Kirsten Dyrvig, operationschef ved Beredskab & Sikkerhed, tidligere til TV2 Østjylland
Beredskab & Sikkerhed tilkaldte assistance, så der foruden Grenaa var mandskab fra stationerne i Fjellerup og Kolind.
- Og så har vi en båd fra stationen i Grenaa, der skal sikre med flydespærring, fordi det ser ud som om, der kommer noget olie ud af kutteren, sagde Kirsten Dyrvig.
Der er ikke melding om nogen tilskadekomne.
Det vides endnu ikke, hvordan branden er startet.