Kraftige oversvømmelser: Føler sig magtesløse mod vandet
Flere sommerhusejere på Fjellerup Strand kæmper mod oversvømmelser efter store mængder regn. De føler sig magtesløse, men de skal selv ordne problemerne.
Sommerhus med kig til vandet lyder umiddelbart tiltrækkende.
For Marianne Bjerring Laursen på Fjellerup Strand er vandet dog kommet lige lovligt nær hendes sommerhus, selvom der er omkring 400 meter til strand og hav.
De store mængder vand efter påsken kombineret med et højt grundvandsspejl er nemlig skyld i, at der ligger så meget vand på grunden, at det er svært for hende at komme ind og ud af sommerhuset.
I det hele taget er der ikke så meget jord tilbage at se lige nu.
- Der er en lille smule tilbage, men ellers er det vand, konstaterer hun.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, der er problemer med vand på hendes grund. Omkring jul stod vandet også højt. Særligt var en del af grunden med nogle træer ramt.
- Det lignede en sump med døde grene på. Det så lidt vildt ud, fortæller hun.
Hun er ikke den eneste i området, som døjer med vand, der har svært ved at forlade grunden.
I samme område har Kurt Østergaard fra Auning sommerhus. Før påske stod vandet højere, end han nogensinde havde set før. Her gik det også ud over terrassen.
- Så rensede vi fliser og det hele, og da der så kom vand efter påske, så det ligesådan ud igen. Det var ærgerligt, siger han.
Ejernes eget ansvar
De to sommerhusejere er enige om, at man ikke umiddelbart kan komme af med vandet.
Ikke desto mindre er problemet noget, de selv må løse. Hos Norddjurs Kommune slår man fast, at sommerhusejerne selv har ansvaret for at løse problemerne med oversvømmelser.
Dog stiller kommunen gerne op til dialog med gode råd.
- Vi har nogle erfaringer, så vi indgår gerne i en dialog, hvis de rækker ud til os, siger Henrik Scharling Bernberg, der er chef for Byg og Miljø i Norddjurs Kommune.
Marianne Bjerring Laursen har svært ved at se en løsning på problemet, medmindre sommerhusejerne arbejder sammen om det.
- Man kan godt anskaffe sig en pumpe og få vandet væk, men hvis det ikke løser naboens eller genboens problem, så er vi lige vidt. Ingen ved, hvor meget ekstra vand der kommer, så jeg tror, det er fælles initiativer, der skal gang i, siger hun.
De berørte sommerhusejere vil nu prøve at rejse problematikken i områdets grundejerforeninger.