Video: Mathias arbejder frivilligt for at skabe liv i sin by
Det er småt med tilbud til de unge i Grenaa, men lørdag har der været rig mulighed for at komme ud og fylde point på "den sociale konto"
Musikken bragede løs ud over Torvet i Grenaa lørdag fra ved middagstid, og det gør den frem til klokken 23.00.
Det er eventet Nose Noise, der finder sted som en éndags-musikfestival med to scener, fadølsanlæg og forskellige aktiviteter.
Bag eventet står unge fra ungdomshuset Arresten, og én af aktørerne er 19-årige Mathias Bakmand, der til daglig er næstformand i bestyrelsen, gymnasieelev i 3.g og i dag har ansvaret for mad og drikke.
- Jeg har boet her hele mit liv, og Grenaa er et fint sted at være ung, men vi bor samtidig i en mindre kommune, hvor der bare ikke er ret mange tilbud til unge mennesker, siger han til TV2 Østjylland.
- Det er jo ærgerligt, hvis man kun kan fordrive tiden med ting, der relaterer sig til alkohol - altså, byture eller druk derhjemme.
Ingen stoffer og overnatning
Det er her, Arresten kommer ind som det sundere alternativ.
- Ja, lige i dag har vi fest på programmet, hvor der så også bliver serveret alkohol, men ellers er det vores ambition at tilbyde unge mellem 16 og 25 år et sted at være social, hvor det som udgangspunkt skal handle om alt andet end alkohol. Brætspil eksempelvis, siger Mathias Bakmand.
- Vi har de regler, at man ikke må overnatte i ungdomshuset, og man må ikke tage stoffer. Ellers er her meget frit, og det er meningen med det hele.
Arresten blev netop fredag færdig med at indrette et nyt køkken, som er betalt af en fond, der gav dem 760.000 kroner tilbage i oktober. En del af det beløb skal Arresten bruge på indkøb af en ny scene, som blandt andet skal bruges i forbindelse med koncerter.