Landsby klar til biogaskrig - hyrer advokat
Borgerne i landsbyen Torrild ved Odder er klar til at opruste i kampen mod et biogasanlæg.
Demonstration foran rådhuset, underskriftindsamling og høringssvar.
De utilfredse borgere i landsbyen Torrild ved Odder har brugt stort set alle våben i den demokratiske værktøjskasse, men nu går de skridtet længere.
Det fortæller talsperson Henriette Toftegaard fra tovholdergruppen i byen.
- Vi har valgt at få en dygtig advokat på, som skal hjælpe os med at gennemskue planlov, lovgivning og hele processen. Hun skal hjælpe os med, hvad vi kan gøre med høringssvar, hvor vi kan klage, og hvad vi skal være opmærksomme på, siger hun til TV2 Østjylland.
Gruppen anslår, at de skal finde op til 150.000 kroner til advokatbistand. Indtil videre har 26 meldt sig klar til at betale op til 5000 kroner.
Alternativet er dyrere
Det lyder umiddelbart af mange penge, men ifølge Henriette Toftegaard kan alternativet i form af et biogasanlæg tæt på bygrænsen være markant dyrere for de lokale husstande.
- Vi frygter forringelser i huspriserne og at det gør husene sværere at sælge. Så vi kæmper for at forhindre værditab. Så det er ikke så dyrt i den henseende, siger hun.
Borgerne i byen har længe kæmpet mod planerne om at opføre et biogasanlæg i landsbyen ved Odder. Før var der 20 mulige placeringer, men nu er der tre placeringer i spil.
Det er selskabet Bioenergi, som ønsker at opføre det 16 hektar store biogasanlæg ved navn Odder Energipark, hvor der forventeligt kommer til at køre omkring 58 lastbiler frem og tilbage hver dag.
Byrådet skal tage stilling
Det er ikke afklaret, hvor anlægget skal ligge, men der er ingen af de tre placeringer, borgerne vil acceptere. I sidste ende er det byrådet, der skal træffe beslutningen.
De lokale fortsætter derfor kampen, selvom de er ved at være tyndslidte.
- Vi er ved at være slidte i kanten. Vi har været i gang med det her i to år nu, og det er svært stof at sætte sig ind i. Det tager hårdt på os alle sammen, fordi vi bruger så meget tid og så mange kræfter på noget, der ligger uden for vores normale viden, siger Henriette Toftegaard, der håber, at advokaten kan lette byrden.
Men hun mener ikke, det er rimeligt, at de som almindelige borgere skal ty til en advokat i en demokratisk proces mod kommunen.
- Jeg synes ikke, det er demokratisk, at man skal ty til de midler. Det er ikke alle, der kan skaffe de penge, der skal til, siger Henriette Toftegaard.