Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Efterlyser større åbenhed om kongehusets økonomi

Regeringen er fortsat i gang med at udarbejde det lovforslag, der skal danne rammen om kongehusets økonomi efter tronskiftet i januar.

De Radikales finansordfører, Samira Nawa, har derfor i et folketingsspørgsmål bedt finansminister Nicolai Wammen (S) fortælle, om regeringen vil indkalde Folketingets partier til "drøftelser af indholdet af civillisterne".

Hun vil også vide, om regeringen ønsker "øget transparens i kongehusets økonomi".

Til Politiken uddyber Samira Nawa, at "det er oplagt, at civillisten ikke bare er en aftale mellem kongehuset og Statsministeriet, som vi andre ser, når det bliver udformet til lovforslag".

Hun siger også, at der skal være mere åbenhed om eksempelvis "kriterierne for hofleverandører". Ifølge Politikens oplysninger fremlægges en ny civillistelov i april. Herefter skal Folketinget behandle lovforslaget.

Civilliste betegner den statslige ydelse til kongehuset. Den omfatter apanagen, som er det årlige beløb til kongehuset på finansloven, men også kongehusets ret til palæer, slotte og jagtret i statsskovene.

Allerede inden kong Frederik X overtog tronen fra dronning Margrethe i januar, varslede regeringen, at kongehuset i fremtiden skal have flere penge af staten.

/Ritzau/