Elever bortvist for 'dødsliste' – forældre uenige i beslutningen
Flere forældre var uenige i skoleledelses beslutning om at bortvise deres børn fra sidste skoledag.
Syv elever på Rismølleskolen i Randers blev i maj bortvist fra sidste skoledag for at være involveret i en såkaldt 'dødsliste'. Men det var ikke med alle forældres gode vilje.
Det fremgår af en redegørelse fra Randers Kommune af hændelsesforløbet, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i.
Her står der, at det var på et møde tirsdag den 16. maj – dagen før sidste skoledag – at beslutningen om at bortvise i alt syv elever blev taget.
- På mødet med elever bag listen og deres forældre orienteres de mundtligt om afgørelsen om bortvisning. Flere af både eleverne og forældrene forstår baggrunden for afgørelsen, og andre ikke, står der i redegørelsen.
En af forældrene nås der først kontakt med dagen efter, hvor denne giver udtryk for ikke at være enig i ledelsens beslutning.
Flere lister rundt om på skolen
I redegørelsen fra kommunen står der, at første gang ledelsen på Rismølleskolen får kendskab til 'dødslisten' er om mandagen den 15. maj. To dage inden vi her på TV2 Østjylland kunne fortælle om sagen første gang.
- En af skolens pædagoger oplyser ledelsen om, at en forælder har ringet til skolens fraværstelefon og meldt sin søn fraværende onsdag den 17. maj 2023, grundet utryghed for hvad der kan ske sidste skoledag, lyder det i redegørelsen.
Senere samme dag bliver en lærer ifølge redegørelsen opmærksom på, at to elever har forsøgt at hænge den såkaldte 'dødsliste' op på skolen, ligesom man finder ud af, at der findes flere eksemplarer af listen rundt om i klasserne.
- Skoleledelsen går på den baggrund i dialog med to elever om titlen på listen. Eleverne forklarer hertil, at det er for sjov, oplyser Randers Kommune i redegørelsen.
- Skolens medarbejdere finder i gennemsnit to lister pr. klasse, men flest på 7. årgang. Ledelsen påpeger over for eleverne, at både andre elever, men også forældre kan tolke den såkaldte 'dødsliste' mere alvorligt end tiltænkt, lyder det videre.
Får skærpet straffen
I første omgang beslutter skolens ledelse dagen efter, om tirsdagen, at elever, der har været involveret i listen, kan være med til sidste skoledag.
Dog ikke til flere aktiviteter såsom kast af karameller.
Men efter at have været i dialog med eleverne besluttes det helt at bortvise syv elever fra sidste skoledag.
- Dette da der i dialogen med eleverne fremkommer mange og modsatrettede beskrivelser af, hvad der skulle ske med de elever, som optræder på listen, og for at sikre en tryg sidste skoledag for alle, lyder det i redegørelsen.
'Skulle bindes til et træ'
Hvad der præcist skulle ske med eleverne på listen er fortsat uklart.
En forælder kontakter dog Rismølleskolens ledelse om tirsdagen med et bud.
- I løbet af dagen modtager skolens ledelse et opkald fra en forælder, som oplyser, at vedkommendes barn har fortalt, at der havde verseret udtalelser om, at en eller flere elever skulle slæbes op i skoven, klædes af og bindes til et træ, fremgår det af redegørelsen.
Herefter finder mødet sted, hvor forældre er uenige i beslutningen om at bortvise deres børn.
Under alle omstændigheder tager vi stærkt afstand til listen
Mange rygter omkring hvorfor
Uanset hvad der var tænkt med de 17 elever fra 3. til 8. klasse, der stod på 'dødslisten', har skolelederen på Rismølleskolen taget stærkt afstand til den.
- Det er langt over grænsen at lave sådan en liste. Der er en masse rygter omkring, hvorfor eleverne optræder på listen, men vi ved ikke, hvad der er fakta. Under alle omstændigheder tager vi stærkt afstand til listen, sagde skolelederen i maj til TV2 Østjylland.
Ud over at det ifølge Jan Pedersen var stærkt problematisk med en liste over elever, der muligvis skulle udsættes for noget på sidste skoledag, så var måden, de blev navngivet på, også langt over grænsen.
Beskrevet med etnicitet eller øgenavne
Flere elever var nemlig beskrevet på listen med deres etnicitet eller ved et mindre flatterende øgenavn.
- Det hører ingen steder hjemme, sagde skolelederen.
Det har torsdag ikke været muligt at få nye kommentarer til redegørelsen fra skolelederen.
Forældrene til de 17 elever, der fremgik af listen, blev kontaktet forud sidste skoledag og informeret om hele sagen og skolens ageren.
Sidste skoledag forløb ifølge redegørelsen fra Randers Kommune uden problemer.