Opsigtsvækkende fund: Døde delfiner afslører stor opdagelse
Forskere kan nu med sikkerhed slå fast, at den hvidnæsede delfin yngler i danske farvande. En stor forløsning, som ikke nødvendigvis kun er en positiv opdagelse.
Den kan veje op til 350 kilo, men alligevel er den længe gået under radaren. Indtil nu.
Der er nemlig fundet så mange tegn og fostre af hvidnæsedelfinen, at forskere nu kan konkludere, at den yngler i de danske farvande.
Sussie Pagh er biolog og seniorforsker på Aalborg Universitet, og hun har de sidste 15 år set tegn på, at hvidnæsedelfinen yngler i Danmark. Men det er først nu, at hun tør sige det højt, og det er en forløsning efter mange års forskning.
- Det er en sjov opdagelse. Det første tegn var tilbage i 2009, og der er i alt sket otte tilfælde siden, så det har taget os lang tid at erkende, at det sker i danske farvande, siger Sussie Pagh.
Kan være flygtet til Danmark
Den hvidnæsede delfin yngler normalt i et koldere klima, end vi har i Danmark.
Så hvorfor de er begyndt at yngle i Danmark er faktisk stadig et mysterie - også for Sussie Pagh.
- Det kan være fordi, at de er flygtet fra dårligere forhold, som har gjort dem syge. Det kan også skyldes klimaforandringerne, som har gjort farvandene varmere.
For at komme tættere på en forklaring på, hvorfor delfinarten yngler i Danmark, er de nødt til at undersøge dyrene endnu nærmere.
Det kan man gøre ved at kigge på dødsårsagen, som kan give en forklaring på, hvorfor de er kommet til Danmark. Men det kræver store økonomiske midler at gøre det, fortæller forskeren.
- Det er ressourcekrævende, da det er så store og tunge dyr. Sådan et forskningsprojekt koster flere millioner kroner, siger Sussie Pagh.
Første tegn i Østjylland
Det første tegn på hvidnæsedelfinen i Danmark blev fundet tilbage i 2009 i Randers Fjord.
Her var der strandet en hundelfin, der viste, at den havde givet mælk til en kalv, og det skete endnu en gang i Randers i 2017.
Der er også blevet fundet en hundelfin med en kalv i maven i Syddjurs ved Sletterhage.
Hvidnæsedelfinen kan ofte blive forvekslet med marsvin på finnen, når man ser den ude i vandet.
Marsvinene har ofte været nævnt som den eneste ynglende hvalart i Danmark, men nu har den altså helt officielt fået selskab af den dobbelt så store hvidnæsede delfin.