Højsæson: Frustreret direktør ved ikke, hvornår færge kan sejle
Færgen Lilleøre har ikke kunnet sejle med lokale eller turister siden mandag. Hvornår færgen igen kan sejle, kan direktøren ikke sige.
Mandag, tirsdag og onsdag. Aflyst, aflyst, aflyst.
Opdateret onsdag klokken 18.20
Samsø rederi oplyser, at færgen også er aflyst torsdag den 28. juni, da montøren, der kommer fra MAN i Tyskland, først kan være fremme i løbet af torsdag.
Det er status for hurtigfærgen, der sejler fra Dokk1 i Aarhus til Sælvig på Samsø. Færgen er normalt fyldt med passagerer, der skal på ferie på øen i Kattegat.
Men i disse dage ligger færgen stille på grund af problemer med motoren i styrbord. Onsdag eftermiddag er status, at rederiet afventer reservedele og en montør fra motorproducenten MAN i Tyskland.
Først når montøren har haft mulighed for at undersøge skibet, kan rederiet give en melding til sine passagerer.
Usikkert
Det bliver tidligst onsdag aften, at de ved nærmere om, hvornår Lilleøre igen er klar til at sejle.
Direktør Lars Rieks beklager situationen for de mange rejsende, der må finde en anden måde at komme til Samsø på.
- Det er meget uheldigt. Det er klart. Det er lige op til højsæsonen, så det er vi drønkede af. Vi håber, vi kan komme i gang så hurtigt som muligt, siger han.
Samsø Rederi har selv skilt motoren så meget ad, som de kan. Deres diagnose lyder på en defekt brændstofdysse, men han afventer en endelig dom fra montøren fra MAN.
- Eksperten skal komme og undersøge motoren, og hvis det er det, vi tror, det er, så er der håb forude. Men når han får set på motoren, kan det være, han har en anden konklusion, siger Lars Rieks.
Mangler svar
Netop montøren har forsinket processen. Da motoren gik i stykker mandag, bad Samsø Rederi om hjælp fra MAN.
Men først halvanden dag senere lykkedes det at finde en montør, der havde tid til at rejse til Østjylland for at inspicere Lilleøre.
Lars Rieks forventer at have en afklaring på, hvad problemet er sent onsdag aften.
Derefter skal skibet repareres, udføre en testsejlads og godkendes af en såkaldt klassifikationsmand og Søfartstyrelsen, inden Lilleøre kan medtage passagerer.
Indtil da må rejsende tage til Hou ved Odder for at sejle med færgen Prinsesse Isabella til Samsø.