Pendlere afhængige af udskældt færge: Svær at undvære den i hverdagen
Et millionunderskud har skabt bekymring for Samsø-færges fremtid. Pendlere vil dog nødigt miste færgeafgangen.
På trods af aflysninger og et underskud på knap 12 millioner kroner i Samsø Rederi, så bakkes hurtigfærgen Lilleøre fortsat op af dem, der bruger den.
Det står klart, da TV2 Østjylland torsdag morgen er med færgen Lilleøre fra Aarhus til Samsø.
- Det fungerer skidegodt at have en færge fra Aarhus, når jeg bor i Aarhus, siger Mathias Switzer, der arbejder på Samsø og derfor bruger færgen flere gange ugentligt.
Onsdag kunne TV2 Østjylland ellers fortælle, at Samsø Rederi, der står for driften af de to færger, Lilleøre og Prinsesse Isabella, som sejler fra henholdsvis Hou og Aarhus til Samsø, ikke ser for godt ud.
Der er nemlig faldende passagertal, manglende billetindtægter, aflysninger og flere reparationer på de to færger. Alt sammen noget, der koster rederiet dyrt.
Vil ikke undvære færgen
Men Mathias Switzer, som vi mødte på Lilleøre, tager det ikke helt så tungt, at færgen igen og igen rammes af aflysninger.
- Jeg er heldig at have et arbejde, hvor jeg kan udskyde det til dagen efter eller gøre det hjemmefra, siger han.
Det er dog noget besværligt, hvis han er nødt til at tage til Samsø, og færgen aflyses. Så skal Mathias Switzer nemlig til Hou for at tage færgen Prinsesse Isabella i stedet.
- Det er en noget længere tur, og pendlerturen bliver pludselig dobbelt så lang, siger han.
Flere andre, der er med færgen, er også fortsat taknemmelige for Lilleøre.
Anna Woge Sørensen fortæller, at hun tidligere pendlede til Horsens for at arbejde, og at det tog hende længere tid end at sejle fra Aarhus til Samsø.
- Jeg er faktisk virkelig glad for Lilleøre, for det gør, at jeg kan bo i Aarhus og pendle til Samsø og have en rigtig fin hverdag, siger hun.
Der kan dog være situationer, hvor færgens utilregnelighed volder problemer.
- Det eneste tidspunkt, hvor det virkelig har været et problem, er, når der har været møder på jobbet. Så er det selvfølgelig træls, hvis færgen bliver rykket eller aflyst, siger hun.
Bekymret for økonomien
Onsdag kaldte Peter Askjær (K), der er medlem af Færgeudvalget og kommunalbestyrelsen i Samsø Kommune, regnskabet for Samsø Rederi, der ejer Lilleøre og Prinsesse Isabella for 'bekymrende'.
Det foreløbige underskud for 2023 lyder på 11,3 millioner kroner, og det er især underskuddet på indtægtssiden, der bekymrer Peter Askjær.
- Det er værre, end jeg havde forventet, siger han.
Men for pendlerne har det altså stor betydning, at færgen fortsætter med at sejle som hidtil, og ikke bliver en såkaldt turistfærge med færre afgange.
- Det vil påvirke min hverdag utrolig meget. Jeg vil komme til at bruge meget længere tid på transport, og det vil gøre min arbejdsdag væsentlige længere, siger Anne Woge Sørensen.
Hvis det skulle ske, vil hun risikere at skulle flytte for at få transporten til og fra arbejde til at gå op.
- Det ville jeg være virkelig ked af. Så tror jeg, at jeg ville være nødt til at se på, om jeg enten skulle flytte til Hou eller over på Samsø, siger Anne Woge Sørensen.
Borgmester i Samsø Kommune, Marcel Meijer (S), er knap så bekymret. Han tror på, at økonomien vil vende i 2024.
Samsø Kommune har nemlig fået 9,6 millioner kroner i såkaldte landevejsmidler, der skal være med til at finansiere færgeovergangen og dække en del af underskuddet.
- Det er ikke kun på Samsø, at der mangler færgeindtægter til øerne. Det kan man se over hele landet. Men nu har vi fået de her midler, så kan vi sætte billetpriserne ned, og så håber vi, at vi igen får flere gæster, siger Marcel Meijer.