SIF vil 'snyde' sig til flere tilskuere med portugisisk trick
JYSK Park låner farve-finte af Sporting Lissabons stadion
Når JYSK Park slår dørene op til sommer, bliver det med et lille farve-trick i ærmet.
Sæderne på stadion vil nemlig være i fire forskellige farver. En detalje, der skal få JYSK Park til at se mere fyldt ud på tv.
- Vi håber selvfølgelig, der kommer 10.000 til hver kamp, men til de kampe, hvor der ikke er fyldt, giver sædemønstret et indtryk af aktivitet og mange tilskuere på tv, siger kommunikationschef hos SIF, Niels Frydenlund, til TV2 ØSTJYLLAND.
Inspirationen til de røde, hvide, gule og grønne sæder er hentet i Portugal.
- Sporting Lissabons stadion, Estadio José Alvalade, blev bygget om i forbindelse med EM i 2004, og der studsede man lidt over den positive effekt på tv, siger Niels Frydenlund og fortsætter:
- Sæderne bliver ikke sat i et mønster. Det skal se tilfældigt ud. Hvis det er et mønster, ser man det, men hvis det er tilfældigt, kan man godt opfatte det som fyldte sæder.
Håb om positiv cirkel
Det nye stadion rummer 6000 sæder og 4000 ståpladser, og SIF håber på, at det kan være med til at øge klubbens indtjening.
- Vi håber, det kan starte en positiv cirkel, der både handler om flere sponsorater og udlejning af konferencefaciliteter.
Der er plads 1000 spisende gæster i JYSK Park-sponsorloungen, der kan udlejes til andre formål, når der ikke spilles fodbold.