Sorrings ældre i oprør
Kæmper for at bevare Sorringhus
I Sorring har de ældre Sorringhus, hvor de mødes, hygger, spiller spil og dyrker motion sammen.
Men nu står huset til nedrivning, og det går ud over nærsamfundet, mener huset brugere, der synes, det er vigtigt, at alle generationer er til stede i det lille samfund.
Det er Silkeborg Kommune, der vil jævne Sorringhus med jorden, og det er en skam, mener brugerne.
- Så kan de godt køre mig til Dallerup. Det er kirkegården, siger Åge Jakobsen.
Sorringhus er drevet af frivillige kræfter, og det er et sted, som samler byens ældre, der får motioneret både sjæl og krop i og omkring huset.
- Den største kultur man har, det er samværet mellem mennesker, siger Per Bjørn, der er frivillig i Sorringhus.
Han fortsætter:
- Pårørende til ældre, som sidder et eller andet sted, kan vide, at der er et netværk for deres ældre. Det er utrolig meget værd i den fortravlede tid, som vi lever i, hvor de unge familier har nok at gøre, så er der et netværk her, som virkelig tager sig af de ældre og giver dem et tilbud. Så det betyder meget.
Brugerne af Sorringhus er blevet tilbudt at benytte byens skole eller forsamlingshus, men mener ikke, at disse steder passer til deres behov.
- Hvor skal vi tage hen? Skal det hele centreres i Silkeborg? Nej, gu skal det ej. Vi skal blive gamle her, hvor vi er, siger Sten Madsen fra Sorring.
Du kan se mere om de ældres kamp i indslaget øverst i artiklen.