Frank og Svetlana bruger timevis på at samle ind: - Det berører os så dybt
Det er snart to år siden, Rusland invaderede Ukraine. Frank Reinholt Jensen og Svetlana Andersen samler stadig nødhjælp ind på livet løs.
Rundt om i haven står massevis af bildæk. Frank Reinholt Jensen er i gang med at læsse dem på en trailer, så de kan blive sendt afsted til Ukraine.
- En bil kan godt overleve en vejsidebombe, men dækkene er væk med det samme, siger Frank Reinholt Jensen.
Han arbejder 10 til 12 timer om dagen som lastbilchauffør, og når han kommer hjem, går han i gang med sit frivillige arbejde – at samle nødhjælp ind til Ukraine.
Har familie i Ukraine
Det har han gjort siden krigens begyndelse sammen med sin forlovede, Svetlana Andersen, som kommer fra Ukraine.
Parret har været sammen i 18 år og bor i Stjær nord for Skanderborg. Svetlana Andersen har tæt kontakt til sin storebror, kusiner og fætre, som bor i Ukraine.
- De kæmper, de er trætte, og de kan ikke mere. Der er ikke flere hænder. Der er ikke nogen, som kan hjælpe dem og skifte dem ud, siger Svetlana Andersen.
- Det berører os så dybt. Det er lidt svært at snakke om, fordi det er så tæt på, siger Frank Reinholt Jensen tydeligt berørt.
Støtten er ikke, hvad den har været
Parret har lavet en indsamlings-gruppe på Facebook kaldet "Sammen til sejr". De har blandt andet samlet tøj, militærudstyr, mad og værnemidler ind.
I begyndelsen af krigen var der en massiv interesse for at støtte Ukraine, men nu oplever parret, at der skal arbejdes hårdere for at samle støtte ind.
- Et enkelt opslag på Facebook og så var hele vores carport fyldt op med tøj og ting og sager, men sådan er det ikke mere, siger Frank Reinholt Jensen.
Han fortæller, at man skal opsøge det mere end i begyndelsen af krigen, men gør man det, så er det muligt at få nogle ting, der batter - som for eksempel bildæk.
- Men vi mangler frivillige, der kan afhente dækkene og køre dem til vores lagre, siger Frank Reinholt Jensen.
Fokus skifter, når nye krige opstår
Folkekirkens Nødhjælp, som også støtter krigsramte ukrainere, bekræfter, at støtten ikke er helt så stor, som den var i begyndelsen af krigen.
- Jeg ser det ikke som, at danskernes interesse for Ukraine er dalende, jeg ser det mere som, at den er på et niveau, som vi ser det ved andre kriser, siger Birgitte Qvist-Sørensen, som er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Det er meget normalt, at støtteviljen flytter sig til den krise, som medierne vælger at fokusere på
Hun fortæller, at det er normalt, at fokus skifter, når nye krige opstår.
- Det er meget normalt, at støtteviljen flytter sig til den krise, som medierne vælger at fokusere på.
Statsministeren vil kæmpe for støtten til Ukraine
Torsdag og fredag var statsminister Mette Frederiksen (S) til EU-topmøde i Bruxelles, hvor hun kæmpede for støtten til Ukraine.
- Hvis ikke vi har evnen og viljen til at forsvare os selv som europæere, så er der ikke meget tilbage, hvis i spørger mig. Danmark vakler ikke en millimeter i forhold til vores støtte til Ukraine, sagde Mette Frederiksen ifølge Ritzau forud for topmødet.
På programmet for mødet var langsigtet økonomisk støtte til Ukraine og optagelsesforhandlinger. Mette Frederiksen fortæller, at hun ser et skifte i Danmark i forhold til opbakningen til Ukraine.
- Jeg kan godt se, at der også i Danmark begynder at være lidt nye strømninger fra Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Henrik Qvortrup, som mener, at tiden er ved at rinde ud for Zelenskyj og for Danmarks opbakning. Det er den ikke, og det må den ikke, siger hun.
Støber lys til skyttegrave
Frank Reinholt Jensen og Svetlana Andersens fokus er fortsat på Ukraine, fordi det er der, deres familie er.
Mange aftener står Svetlana Andersen i deres carport, hvor hun støber lys ud af donerede stearinstumper. Lysene kan bruges i skyttegrave til at varme sig på eller lave en kop te.
- Jeg synes, jeg er forpligtet til at gøre noget, og selvom det måske er en dråbe i havet, så giver det noget alligevel, siger Svetlana Andersen.
Parret vil fortsætte med at bruge de timer, der skal til, for at kunne sende støtte til Ukraine.
- Der er nogen, der spørger, om vi ikke har en hobby og jo, det har vi, men den er sat på standby. Vi vil gerne gøre en forskel, og derfor bliver vi ved, og vi bliver ved til den bitre ende, siger Frank Reinholt Jensen.