Spritnyt fritidsområde indviet
Det er del af et større projekt til 2,7 millioner kroner og skal tiltrække gæster fra hele landet.
Der er godt nyt for naturelskere og i særdeleshed mountainbikere i Skanderborg.
På Fælleden er en splinterny teknikbane klar til brug efter officielt at være blevet åbnet søndag.
- Vi har skabt det her tilbud, fordi det er vigtigt, at især børn og unge kommer ud og anvender naturen aktivt som sportsgren. Hvis man skal have dem ud, skal det være sjovt, siger Allan Edvardsen, der er formand for Skanderborg Mountainbike.
Den nye bane er lavet i samarbejde mellem mountainbikeklubben, den frivillige forening Skanderborg Trail Builders og virksomheden Falle's Sti- & Sporbyg fra Viborg, der har specialiseret sig i at designe og bygge baner.
Håbet er, at man på sigt kan tiltrække mountainbikere fra andre steder i landet.
Banen er del af et projekt til 2,7 millioner kroner, der også inkluderer midler til at bygge nye spor i fremtiden.