Kommune med ny plan: - Vi kan ikke sidde på hænderne
Det vådere og vildere vejr får nu Syddjurs Kommune til at forslå en særlig klimahjælp.
Flere områder i Syddjurs Kommune er plaget af oversvømmelser, men nu kommer kommunen med et forslag om at lave en klimatilpasningspulje som skal afhjælpe klimaudfordringer. Og det glæder flere, der gruer for udsigten til flere oversvømmelser.
- De steder, hvor der er en vej eller en kommunal bygning eller andet der gør, at der er en kommunal interesse i området, der vil vi kunne gå ind og lave klimaprojekter. Man kan forestille sig, at det kunne være havnen i Ebeltoft, siger Kim Lykke Jensen (SF), der er formand for Natur- teknik- og miljøudvalget i Syddjurs Kommune.
På Ebeltoft Havn tager de lokale erhvervsdrivende godt imod nyheden om, at et forslag om en klimasikringspulje er på vej.
- Bare det, at der kommer en lille smule hjælp, er rigtig godt for os, der ligger på havnen, siger Rasmus Jordt, der er ejer af Aoife Coffee.
Alexandra Hansen, der arbejder i butikken Picculi på havnen i Ebeltoft, mener, det er afgørende, at kommunen hjælper med klimasikring.
- Vi kommer til at se, at oversvømmelserne bliver voldsommere og voldsommere. Vi er en lille virksomhed og har ikke en særlig stor omsætning, så hvis vi skulle betale en masse penge for at klimasikre, ville vi gå konkurs, siger Alexandra Hansen
Kommune vil ikke sidde på hænderne
Pengene i puljen vil blandt andet kunne bruges til at finansiere konkrete klimatilpasningsløsninger i Syddjurs Kommune.
- Vi har haft flere hundrede borgere, som er blevet berørt af det voldsomme vejr, så det er klart, at vi som kommune ikke bare kan sidde på hænderne, siger udvalgsformand Kim Lykke Jensen.
I alt har kommune udpeget ni områder, hvor den vil gøre en ekstra indsats.
Hvad med de private grundejere, som også har store udfordringer med oversvømmelser - kan de se frem til økonomisk støtte fra kommunen?
- De steder, hvor kommunen har en konkret interesse, vil den godt kunne spille ind med kroner og ører. Men det er primært til at hjælpe med at skabe de gode fælles løsninger for borgerne, siger udvalgsformand Kim Lykke Jensen.
Forslaget om en klimatilpasningspulje skal først behandles politisk inden det kan blive til virkelighed.