Østjyske papegøjer kan være endt i Vestjylland
I foråret stak fire af Ree Parks stor blå papegøjer af fra parken. Over den næste tid blev tre af dem indfanget, men den sidste har været på fri vinge. Den er nu - måske - fundet.
Ved Skjern Enge i Vestjylland er en af de blå papegøjer nemlig dukket op, da skjernbo Casper Spanner sammen med sine tre børn spottede den eksotiske fugle lørdag eftermiddag.
- Der er en mulighed for, at det er vores. Vi har haft spottet den i noget tid på lokaliteten, hvor den holder til, og geografisk er Skjern Enge inden for rækkevidde, siger direktør i Ree Park Jesper Stagegaard.
Papegøjerne er blevet nemmere at spotte, efter at bladene er begyndt at falde af træerne.