Se den søde video: Ekstremt sjældne killinger født
Ree Parks sjældne nordkinesiske hunleopard har født to killinger.
I Ree Park kan de næsten ikke få armene ned.
Ved middagstid d. 27. februar fødte parkens ekstremt sjældne nordkinesiske leopard Jilin to killinger, som begge har det godt.
Det skriver Ree Park i en pressemeddelelse.
Hunleoparden Jilin er selv født i Ree Park, mens hanleoparden Max er en ældre model på 16 år.
- Max er en ældre herre, så det var usikkert, om det ville lykkes at få flere kuld på de to leoparder, som fik deres første kuld i 2022, siger direktør i Ree Park, Jesper Stagegaard.
Et truet dyr
Leoparderne bærer ifølge Ree Park nogle af de vigtigste gener i det europæiske avlssamarbejde.
- Den Nordkinesiske Leopard er blandt en af verdens mest sjældne leoparder. Bestanden er primært truet grundet illegal jagt på leopardens ekstremt smukke skind, siger Jesper Stagegaard og tilføjer:
- Den samlede bestand af Nordkinesisk Leopard tæller bare 2500 individer i naturen og yderligere 100 styk i fangenskab på verdensplan, så det hører virkelig til sjældenhederne at se dette ekstremt smukke dyr i virkeligheden.
Det er Ree Parks andet kuld af den nordkinesiske leopard.
Kan ses til foråret
Ree Park har ventet nogle dage med at offentliggøre nyheden, da hunleoparden Jilin er meget sky og nemt bliver stresset. Parken ville derfor sikre, at killingerne har det godt, inden de offentliggjorde nyheden.
Killingerne er blevet tilset af dyrepasserne gennem et lille hul i kassen, men da leopardmoderen skal have så meget ro som muligt, er det endnu uvist, hvornår dyrepasserne kan komme ind for at se til dem.
Derfor kendes kønnene heller ikke endnu.
Går alt som det skal, forventer parken at gæsterne kan få dyrene at se i løbet af foråret, når killingerne begynder at gå på opdagelse i parkens leopardanlæg.