Buschauffør med opråb efter fund på bagsædet: - Jeg tænkte 'hold da op'
- De unge laver mange ting, deres forældre ikke opdager, fortæller buschauffør, der er bekymret for ny tendens.
Hver gang buschauffør Brian Brink Plagborg kører sin bus til endestationen, gennemgår han den og fjerner skrald og andre sager, der måtte være blevet efterladt.
Og tre gange i den forgangne uge har han fjernet tomme pillepakker fra de bagerste rækker i bussen.
Da han læste på pakkerne, hvad det var, de havde indeholdt, spærrede han øjnene op.
Første gang var det en pakke Dolol, og så de to følgende gange var det Tramadol i store blisterpakker, siger han. Altså præparater, der går under fællesbetegnelsen opioider og minder om morfin og købes på recept mod stærke smerter.
- Jeg har kørt i tre og et halvt år her i Ebeltoft og har aldrig prøvet at finde det før. Min kollega, der har kørt bus i mange år, har heller ikke oplevet det før nu. Jeg har læst om det og læst historier fra USA, hvor mennesker er frygteligt afhængige, siger Brian Brink Plagborg til TV 2.
- Det plejer jeg sgu ikke at finde. Jeg tænkte: "Hold da op".
Medicinen giver en dyb afslappethed og en følelse af velbehag, der kan minde om eufori, og det er stærkt vanedannende.
Skrev læserbrev
Brian Brink Plagborg kører oftest busrute 123, der kører mellem Aarhus og Ebeltoft, og i sidste uge havde han en par aftenvagter. Det var efter dem, at han gjorde sine fund.
Han peger samtidig på, at danske skoleelever havde påskeferie.
Har de opført sig på måder i din bus, som har gjort, at du tænker, at de har været påvirkede?
- Ikke andet end almindeligt. De her halvstore unge mennesker har tit øl med, og det har ikke givet de store problemer. Men der er 18 meter ned til bagsædet i busserne. Det er der, de sidder for at sidde i fred. De smider så meget andet, men det her med pillerne er helt nyt.
Hvorfor tror du, at det er unge, der har efterladt de her pakker?
- Jeg har haft nogle grupper af unge med, og det er på bagsædet, de unge sidder, og det er der, jeg har fundet pillepakkerne. Det er påfaldende. Efter en tur med nogle unge mennesker kan jeg næsten ikke se, at det skulle være nogen andre, siger han.
Ved du noget?
Er du selv eller personer i din omgangskreds afhængig af opioider, vil vi gerne høre din historie.
Hvordan er det sket, og hvordan påvirker det dit liv?
Send en mail til tip@tv2oj.dk eller skriv til redaktionen her:
Brian Brink Plagborg fortæller, at hans kollega også har fundet en tom blisterpakke. De har sammen skrevet til deres kollegaer, at hvis de finder noget lignende, skal de gemme pakken.
Han eller kollegaen havde ikke selv gemt eller fotograferet indpakningerne fra busserne.
Fundet fik buschaufføren til tasterne, og han skrev et læserbrev i Lokalavisen for at gøre opmærksom på det. Hvis det er en begyndende tendens, så skal forældre og fagpersoner vide det, mener han.
- Vi (buschauffører, red.) er nok de første, der opdager det her. De (unge, red.) laver mange ting, deres forældre ikke opdager, vi ser mange ting i busserne og i venterummene ved busstoppene. Vi ser, når de er på vej til og fra fester, siger Brian Brink Plagborg.
Kan isolere den unge
Maj Nygaard-Christensen er lektor på Center for Rusmiddelforskning og er i færd med at lave en kvalitativ undersøgelse af unge mennesker over 18 år, der har opsøgt behandling.
Hun fortæller, at det er en ”stigende bekymring” med opioidmisbrug, der ud over Dolol og Tramadol også kan være Oxycodon – for eksempel.
- Mange af de unge, vi taler med, har haft et rusmiddelmisbrug tidligere i livet, inden de blev introduceret til opioider, og det sker typisk i vennegrupper og sociale sammenhænge, siger Maj Nygaard-Christensen.
Hun fortæller, at misbruget kan starte med at være socialt, men efter et stykke tid kan det gøre brugeren isoleret.
- Jeg har talt med unge, der fortæller, at de ikke kan stoppe misbruget igen, og de får ret hurtigt trappet forbruget op. Så går de fra at have et socialt forbrug til at gøre det alene. Måske fordi det er tabuiseret ikke at kunne styre sit misbrug, siger hun og tilføjer, at flere unge i undersøgelsen fortæller, at de inden deres misbrug har haft tankemylder, en adhd-diagnose eller angst, som stofferne dæmper.
Maj Nygaard-Christensen siger, at man enten får fat i det, fordi der er en i vennegruppen, der har kontakt til en, der sælger det, eller via sociale medier.
- Vi hører også fortællingen om, at der er ret bred tilgængelighed, siger hun til TV 2.
Opioidafhængighed kan have store helbredsmæssige, økonomiske og sociale konsekvenser, siger lektoren.
Maj Nygaard-Christensen fortæller, at hun ikke har konkrete tal for udviklingen, men TV 2 har tidligere beskrevet, at fagpersoner mener, at det er i vækst. For eksempel har ungemisbrugscenteret Omega i Greve fortalt sidste år, at mere end hver fjerde er i behandling for et massivt overforbrug af kun det ene stof, Dolol.
Særligt i USA er der skyllet en bølge ind over landet med opioider, hvor særligt opioiden fentanyl er udbredt. Det er 50 gange mere potent end heroin.
Aarhus kæmper mod opioider
Aarhus Kommune har i efteråret valgt at sætte penge af specifikt til behandling af unges opioidmisbrug, ligesom der gennem en lang periode også har været stort fokus på forebyggelse.
For den farlige medicin er florerer flere steder. Natteravnene i Løgten/Skødstrup udenfor Aarhus har advaret om, at de frivillige natteravne har fundet tomme blisterpakker ved den lokale skole og i forbindelse med privatfester.
Pernille Borchmann, der bor i Slet ved Tranbjerg ved Aarhus, har tidligere fortalt, at det flyder med blisterpakker med farlige, stærkt afhængighedsskabende opioid-piller i Aarhus' gader.
- Det er hver eneste dag, jeg finder en blisterpakke, der er smidt et eller andet sted, så det er blevet til en skræmmende samling, fortalte Pernille Borchmann til TV2 Østjylland.