Fagbevægelsen går imod Mette Frederiksen på kampdag
Regeringen har flere gange luftet tanken om, at danskerne bør arbejde mere.
I Rusland kører ”samlebåndene” også efter klokken 16. Derfor må vi herhjemme ændre vores arbejdsmentalitet.
Sådan lød beskeden fra statsminister Mette Frederiksen (S) under et debatmøde på Christiansborg om Danmarks støtte til Ukraine for godt en måned siden.
- Jeg er ikke sikker på, at alle skal gå hjem klokken 16.00 fra samlebåndet, sagde hun.
Men i anledning af arbejdernes internationale kampdag får den besked nu endnu en gang kritik med på vejen fra fagbevægelsen.
- Vi skal ikke arbejde mere, understreger 3F-formand Henning Overgaard og lægger tryk på hvert eneste ord.
- Vi er nogle, som arbejder røven ud af bukserne
Det er langtfra første gang, at statsministeren lufter tanken om, at danskerne bliver nødt til at arbejde mere.
Regeringen gjorde blandt andet alvor af tanken ved afskaffelsen af store bededag. Det skulle skaffe penge til statskassen for at finansiere ekstra forsvarsudgifter efter Ruslands invasion af Ukraine.
Men det faldt ikke i god jord hos fagbevægelsen.
- Jeg synes, det er forkert, at man med politiske indgreb forsøger at tvinge os til at arbejde mere, når vi i forvejen er nogle medarbejdergrupper her, som i den grad arbejder røven ud af bukserne, siger Henning Overgaard.
3F-formanden tilføjer dog, at han til dels er enig i Mette Frederiksens pointe om, at nogle grupper i samfundet bør arbejde mere.
Men her burde statsministeren rette blikket mod ”de højtuddannede og højtlønnede”, som ”selvpensionerer sig før tid” – ikke dem ved samlebåndet, mener han.
- Vi føler os selvfølgelig som 3F’ere peget på. For det er sjældent, at vi har haft kemiingeniøren eller direktøren nede og stå med os ved samlebåndet, siger Henning Overgaard.
- Effektivitet ikke den eneste gud
Hos HK medgiver formand Anja C. Jensen, at alle må yde for at ”skabe et solidt samfund”.
Men der er en grænse. For danskerne skal også have tid og energi til familien og fritiden, fastslår hun:
- Vi skal også lige huske, hvad vi har stået skulder ved skulder omkring. Nemlig otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile.
Vil regeringen skaffe mere arbejdskraft, foreslår hun i stedet, at man forsøger at begrænse antallet af stresssygemeldinger på det danske arbejdsmarked.
Nedbringer man det tal med bare 20 procent, kan man nemlig finde lige så meget ekstra arbejdskraft som ved at afskaffe store bededag, lyder beregningen ifølge HK.
- Effektivitet er ikke den eneste gud. Vi skal også huske mennesket, og at vi skal passe på hinanden. Regeringen kigger meget på effektivitet, men jeg tænker, at måske er der også nogen, vi får presset mere, end hvad godt er, siger Anja C. Jensen.
Rekordmange danskere er i job
Hos Fagbevægelsens Hovedforbund (FH) kommer en lignende melding fra formand Morten Skov.
Han er nemlig ”lodret uenig” i, at danskerne bør arbejde mere. Det sagde han i forbindelse med store bededag til TV 2:
- Jeg synes faktisk, det er lidt hus forbi, når man kigger på det arbejdsmarked, vi rent faktisk har.
Ikke bare er rekordmange danskere i arbejde. De går også på arbejde med en høj arbejdsmoral og er ”ekstremt produktive”, siger han.