Ingen kritik trods tre døde børn: - Der er behov for den viden
Pernille Rud Burgdorf kæmper for at andre kvinder ikke skal igennem det, hun måtte igennem for at få et barn, der ikke døde.
Ingen grundlag for kritik.
Sådan lyder afgørelsen i korte træk på den klage, Pernille Rud Burgdorf sendte til Patientklagenævnet efter at have gennemlevet tre graviditeter, der alle resulterede i at barnet døde.
I dag tumler hendes og mandens søn, Erik Mario, glad rundt i huset i Sinding, men vejen dertil har været tragisk og smertefuld for parret.
Føler ikke de blev taget seriøst
Som TV2 Østjylland tidligere har fortalt, lider Pernille Rud Burgdorf af bakteriel vaginose, som med stor sandsynlighed er årsagen til, at hun fødte de tre drenge for tidligt.
Da den første dreng døde, blev parret opmærksom på lidelsen, men alligevel skulle Pernille Rud Burgdorf gennem yderligere to graviditeter, der endte fatalt, før hun ved et tilfælde kom med i et forskningsprojekt, der resulterede i den fjerde graviditet, der endte lykkeligt.
Bakteriel vaginose
Bakteriel vaginose opstår, når der sker en ændring i skedens normale bakteriesammensætning.
Det forekommer hos ti til tyve procent af danske gravide og er i udgangspunktet ufarligt, og mange oplever slet ikke symptomer.
Men for nogle kan det være skyld i, at kvinden har problemer med at blive gravid, føder for tidligt eller mister barnet.
Kilde: Statens Serum Institut
Hun mener, at parret kunne have været sparret for en eller flere af de smertefulde oplevelser, det er at miste et barn, hvis lægerne havde været mere opmærksomme på hendes lidelse.
- Jeg føler jo ikke, at vi er blevet lyttet til eller taget seriøst i de forløb, der har været tidligere. Så efter vi har fået Erik Mario, har jeg et behov for en form for retfærdighed og for at sørge for, at det i hvert fald ikke sker for andre, siger hun.
Fandt selv frem til lidelsen
Pernille Rud Burgdorf har derfor klaget over utilstrækkelig viden, undersøgelser og udredning i forbindelse med sine tre første graviditeter.
For nylig kom så afgørelsen fra Patientklagenævnet, der altså ikke finder grundlag for at kritisere de tre hospitaler, Pernille Rud Burgdorf har været tilknyttet i forbindelse med graviditeterne.
Det har hun både svært ved at forstå og acceptere.
- De vidste godt bedre. Jeg har haft en samtale med en læge angående klagen, hvor han selv sidder og siger, at vi undersøger ikke for det, for vi har ikke nogen behandling, siger Pernille Rud Burgdorf.
Mit håb er først og fremmest, at folk hører om det, og at de begynder at finde ud af, hvad der er af symptomer,
Hun mener ikke, at lægerne har taget parret seriøst, og hun føler, at de var overladt til selv at finde ud af, hvad bakteriel vaginose er.
- Jeg føler ikke, at de har klædt os på eller gjort mig opmærksom på, at lidelsen fandtes. Det var på egen hånd, at min mand han sad på sygehuset og søgte på, hvad årsagen til moderkageløsning kan være, og der popper den op, fortæller hun.
Håber på større fokus på lidelsen
Men Patientklagenævnets afgørelse er, som den er, og derfor er der endnu mere behov for at råbe op og gøre opmærksom på lidelsen, mener Pernille Rud Burgdorf.
- Jeg tror, i hvert fald, der er mange forældre, der ville skåne sig selv for endnu en graviditet, hvis de vidste, at bakteriel vaginose kunne resultere i, at de fødte for tidligt, eller at der er børn, der dør, siger hun.
Med i forskningsprojekt
Pernille Rud Burgdorf blev efter sine første tre graviditeter del af et forskningsprojekt på Hvidovre Hospital, hvor hun som den første nogensinde blev behandlet med raske vaginale bakterier fra en kvindelig donor.
Metoden kendes fra behandling af tarmpatienter, men var aldrig blevet brugt på gravide.
Behandlingen er med til at skabe og opretholde en normal balance af mælkesyrebakterier uden at bruge antibiotika, som kan være skadelig for både den gravide og fostret.
Ifølge Pernille Rud Burgdorf oplevede hun ingen af de symptomer, hun havde ved de tre første graviditeter, og den 2. december 2022 fødte hun et sundt og rask barn, Erik Mario, der i dag er halvandet år.
Det er læge og ph.d. på Hvidovre Hospital Tine Wrønding, der står bag forskningsprojektet. Hun kan ikke med sikkerhed sige, at det var behandlingen med doner-bakterier der var årsag til den vellykkede graviditet, da Pernille Burgdorf også fik blodfortyndende medicin og indsnævring af livmoderen, men samlet set virkede det.
Forskningsprojektet er ikke i mål endnu, men Tine Wrønding håber, at den viden, der er indsamlet undervejs, kan bruges til at hjælpe andre kvinder i fremtiden.
Og så længe der ikke er opmærksomhed på bakteriel vaginose og de konsekvenser, lidelsen kan have, vil andre kvinder være i risiko for at skulle igennem ubehagelige forløb meget lig dem, Pernille Rud Burgdorf har gennemlevet, frygter hun.
- Jeg tænker, der sidder rigtig mange derude, der aldrig har hørt om det. Så mit håb er først og fremmest, at folk hører om det, og at de begynder at finde ud af, hvad der er af symptomer, og hvad der kendetegner det. Og at man tager symptomerne seriøst, siger hun.
Se TV2 Østjyllands dokumentar om Pernille Burgdorfs kamp for at blive mor: