Voldsomme billeder: Elbus i flammer
Det krævede ekstra mandskab fra Østjyllands Brandvæsen, da det natten til lørdag blev kaldt ud til en brand i en elbus.
Østjyllands Brandvæsen modtog 00.52 natten til lørdag en melding om brand i en elbus i Tilst i Aarhus.
Der var store flammer, da det ankom til stoppestedet ved Apisvej, hvor bussen holdt, fortæller operationschef Anders Rathcke til TV2 Østjylland.
- Da vi kommer derud, er den overtændt, det brænder voldsomt, og det udvikler sig ret hurtigt, siger han.
- Den bliver ikke til bus igen. Den er totalt udbrændt.
Da der er tale om en elbus, er det et særligt beredskab bestående af en indsatsleder og brandbiler fra to stationer, der bliver sendt til stedet.
- Vi indsætter med vandkanoner og laver en begrænsende indsats for at dæmpe branden. Vi er heldige med, at den holder, hvor den gør. Havde det været i midtbyen, kunne den have truet bygningerne, siger operationschefen.
Passagerer evakueret
Passagererne var tidligere blevet evakueret fra bussen, og der er ingen meldinger om tilskadekomne. Det vides endnu ikke, hvad der var årsag til branden i bussen, der var i rutekørsel, da det skete.
Brandvæsenet har i forbindelse med indsatsen været rundt i lejligheder i området for at undersøge røgspredningen.
- Alt brandrøg er farligt, men der er ikke noget her, der gør det sundere. Når det er batterierne, er der nogle ting i røgen, der udfordrer os. Den er ganske farligt, siger Anders Rathcke.
Branden var så kraftig, at batteriet, som normalt ligger på taget af elbusserne, var faldet ned i selve bussen. Da det er meget tungt, rekvirerede man en kranbil, der kunne hejse det over i en tankbil med vand. Her skal det ligge i 24 timer.
Østjyllands Politi var også til stede og har optaget rapport. Der er dog ikke mistanke om noget kriminelt.