Første gang nogensinde: Håndboldklub imponerer fans
Norddjurs Håndbold havde fredag aften deres helt store chance - og det var ikke uden massiv opbakning, de gik ind til den.
Der var en nærmest euforisk stemning at spore, da Norddjurs Håndbold fredag aften spillede mod Hjallerup IF.
Det var nemlig for første gang nogensinde, at klubben kunne få plads i første division - altså landets næstbedste række.
Sidste år var klubben snublende tæt på oprykning - men manglede fire mål fra at nå målet.
Og opbakningen var ikke til at tage fejl af. Der blev spillet på trommer, kommet med jubelråb, og fans sad tæt for at følge kampen.
- Det er sgu ligesom at være til VM i damehåndbold i Herning. Det var jeg nemlig også, sagde Edel Pedersen, der var mødt op for at heppe, om stemningen.
Udkantsdanmark i de bedste rækker
Mændene på banen er de unges forbilleder og betyder noget helt særligt for området, fortæller Edel Pedersen
- Jeg synes, det er fantastisk gjort af Norddjurs, at de kan komme så langt i håndbold, men de har fandme også gjort et stort stykke arbejde i mange, mange, mange år, siger hun.
Og er 1. division så overhovedet så godt igen? Det var der meget klart svar på fra Edel Pedersen.
Hvis de rykker op er det i landets næstbedste række. Mere imponerende er det vel heller ikke?
- Hvad mener du?? Os fra udkantsdanmark rykker op i en af de bedste rækker, det, synes jeg, er fantastisk imponerende, siger hun.
Det er tydeligt på både menneskemængden og jubelråbene, at holdet betyder noget for byen.
- Jeg synes, det betyder meget. Der et fantastisk godt sammenhold her. Det er fantastisk siger Edel Pedersen.
Lange køreture i vente
Stoltheden er også til at tage at føle på.
- Jeg synes virkelig, det er imponerende, at sådan en lille klub kan præstere så meget, afslutter den store fan.
Og heldigvis for Edel Pedersen og de andre håbefulde fra Norddjurs Håndbold, så blev det til en overbevisende sejr på 40-22 og dermed oprykning til 1. division.
Det er dog ikke kun glæder, spillerne kan se frem til ovenpå sejren. Udover nogle sværere modstandere i 1. divisionsrækken, så kan der også være udfordringer ved oprykningen.
- Vi kommer til at spille i en landsrække, så det er nogle lange køreture, og vi skal også på sjællandssiden over broen, så der skal investeres flere timer i det, siger Henning Meisler, der er formand for eliteafdelingen i Norddjurs Håndbold.