Mor havde købt 20 julegaver - så fór drengene ind på deres værelser
Julen handler ikke kun om at modtage gaver, men også om at give. Det forsøger Sara Sloth Faaborg at lære sine to drenge.
Sara Sloth Faaborg fra Odder sad online og klikkede den ene julegave efter den anden hjem.
Det var black friday, der var gode tilbud, og pludselig havde hun købt 20 julegaver til hele familien.
Det var sådan set rart at komme i bund med indkøbslisten. Men alligevel var der noget, der nagede Sara Sloth Faaborg.
- Jeg fik en knude i maven over, at jeg uden bekymringer kunne sidde og købe alt muligt til hele familien, når jeg godt ved, at der er andre, der skal kæmpe for at få råd til julen. For nogen er en adventsgave slet ikke en mulighed, siger hun.
Rørende reaktion
Samtidig havde hun tænkt, at der trængte til at blive ryddet op på hendes to sønners børneværelser. Normalt går drengene meget op i at sælge aflagt legetøj på en stand på et loppemarked, for den slags giver lommepenge, der kan bruges på nyt legetøj.
Men i år valgte Sara Sloth Faaborg at spørge sine sønner på seks og ni år, om de kunne have lyst til at forære noget af deres legetøj væk til andre børn i stedet for at sælge det.
- De susede bare ind på værelserne med det samme. De var helt med på idéen og syntes bare, det var dejligt at kunne gøre noget for andre børn, fortæller hun.
Drengene fandt en masse legetøj, de gerne ville forære, og sammen pakkede de tingene ind i 24 gaver svarende til seks adventskalendre.
Sara Sloth Faaborg skrev derfor mandag et opslag i den lokale Facebook-gruppe i Odder og opfordrede folk til at skrive til hende, hvis de mente, en adventskalder kunne skabe lidt glæde i deres hjem.
Håber at skabe lidt juleglæde
To dage efter var der kun én adventskalender, der endnu ikke var afsat.
- Nogle er på ressourceforløb eller har lige mistet deres arbejde og har svært ved at få enderne til at hænge sammen. Flere var meget rørte og syntes, det var en fantastisk fin gestus af drengene, fortæller Sara Sloth Faaborg.
Nogle af gaverne har hun været ude for at aflevere, andre har afhentet derhjemme. En af adventskalenderne var drengene med til at give.
- De syntes, det var rigtig dejligt at kunne give noget til andre. Og det er jeg lige præcis det, jeg gerne vil lære mine børn - at julen ikke kun handler om at modtage, men også at give, siger hun.
Adventsgaver
Adventsgaver er en forholdsvis ny tradition, men både advent som ventetiden op til jul og idéen om at give gaver i juletiden kan spores tilbage i Danmarks og Europas historie fra 1100-tallet.
Det fortæller Benno Blæsild, tidligere museumsinspektør for Den Gamle By i Aarhus, til Kristelig Dagblad.
Han mener også, at kommercialiseringen er en af årsagerne til udbredelsen af adventsgaver, men at adventsgaverne er i ånd med adventstiden.
Hvor pakkekalenderen med de 24 gaver har handlet om kvantitet, handler adventsgaverne mere om kvalitet og om en hyggestund, der ikke finder sted på stressede hverdagsmorgener, men på den rolige søndag, mener Benno Blæsild.
Ordet advent kommer af det latinske adventus domini, som betyder ”Herrens komme”, og adventstiden er tæt forbundet med kirken.
Sara Sloth Faabrog håber, at gaverne kan være med til at gøre en lille forskel for nogen og bringe en smule ekstra juelglæde.
- Mine drenge får selv adventskalendere i december, og det er jeg også vokset op med som barn. Jeg synes, det er en hyggelig tradition at kunne glæde sig til en lille gave søndagene op til jul, så det er så dejligt at kunne give den oplevelse til andre også, siger Sara Sloth Faaborg.
Første søndag i advent er i år i dag den 3. december.