Træ væltede ned over bil - vej spærres mandag
Mandlig bilist slap uden alvorlige skader, da træ ramte hans bil på Horsensvej ved Odder. Nu er vejen spærret, mens kommunen undersøger nærmere.
Politiet har søndag afspærret en vejstrækning efter en hændelse sent lørdag aften, hvor et træ væltede ned over en kørende bil på Horsensvej i Odder.
Det oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie X.
Nu skal Odder Kommune se nærmere på skovstykket langs vejen for at vurdere, om også andre træer er tæt på at vælte og således kan udsætte trafikanter for fare.
Forbuddet mod trafik gælder fra rundkørslen Houvej/Horsensvej mod syd til krydset mellem Horsensvej og Bredkjærvej.
Søndag aften oplyser Østjyllands Politi, at vejen vil være spærret indtil mandag formiddag og muligvis i længere tid.
Odder Kommune skal i mellemtiden undersøge, om resten af træerne på den cirka halvanden kilometer lange strækning står ordentligt fast, før vejen kan åbne igen.
- Grunden til at vi spærrer af er, at der inden for kort tid er væltet to træer ned over kørebanen. Det betyder at vi skal have undersøgt området for at sikre os, at der ikke er flere træer, som er i fare for at vælte, skriver Odder Kommune på Facebook.
Afspærringen af vejen kommer til at have betydning for trafikken mandag morgen.
- Derfor kan det være en god idé at køre ad rute 445 – som enten hedder Houvej eller Kongshusvej, afhængigt af, hvor du kommer fra – og i øvrigt forberede dig på ekstra køretid mandag. Det kan også få betydning for den kollektive trafik, skriver kommunen.
25-årig mand bag rettet
Det var cirka en halv time før midnat, at politiet fik besked om uheldet på Horsensvej lige syd for Odder.
Pludselig væltede et træ ned over vejen og ramte en bil.
En 25-årig mand sad ved rattet. Han slap heldigvis uden alvorlige skader, står der i Østjyllands Politis officielle døgnrapport.
I godt to timer var Horsensvej spærret for trafik.
Men søndag er der altså igen lukket for gennemkørsel.