Vandet truer igen Inges hjem
Inge Jensen frygter endnu en gang for sit hus i Odder. Vandet er nemlig faretruende tæt på - familien er ikke nået at flytte tilbage i huset siden sidste oversvømmelse.
Inge Jensen frygter lige nu for sit hus på Mejerivej i Odder.
Hun og hendes familie kører nemlig igen i pendulfart til hjemmet for at sikre det mod oversvømmelser.
- Det er truende tæt på, siger Inge Jensen om situationen, hvor vandet bevæger sig tættere og tættere på.
Mejerivej er lige nu oversvømmet af vand, og vandet står også højt i Inge Jensens have og ved hendes skur. Det er endnu ikke nået til huset - men hun regner med, det kommer til at ske.
Inge Jensens hus har nemlig flere gange været oversvømmet, når der er faldet regn i Odder. På otte år er hende og hendes mands hus blevet ramt af tre oversvømmelser. Hver gang er hele stuen blevet totalrenoveret efterfølgende.
Netop nu er familien også genhuset. Det blev de for 14 dage siden, efter huset blev oversvømmet 25. oktober 2023.
Huset er derfor fyldt med affugtere, og mange møbler er taget ud.
- Det er noget møg, siger Inge Jensen.
Derfor er hendes store frygt også, at hun igen skal opleve stuen som soppebassin.
- Jeg aner simpelthen ikke, hvad vi skal stille op. Der er jo ikke noget i sol og måne, der tyder på, at regnen stopper lige foreløbig, siger hun.
Inge Jensen har tidligere kaldet huset den dårligste beslutning hende og hendes mand nogensinde har truffet, da de for 12 år siden købte huset.
Livet med gentagende oversvømmelser er nemlig noget, der tærer på hende og mandensliv.
- Vi tør ikke bevæge os uden for kommunegrænsen. I dag havde vi en aftale i Aarhus, og vi måtte igen, igen melde afbud, fordi vi ikke kan tage hjemmefra. Det er invaliderende siger Inge Jensen og uddyber:
- Vi sover ikke om natten, hvis der er udsigt til regn.
Hvor er pumperne?
Hun forstår ikke, at Odder Kommune ikke har grebet ind, inden regnen begyndte at stå ned i stænger.
- Jeg kan ikke forstå, de ikke har sat nogle pumper i gang med den vejrudsigt, der har været. Men vi må klare os selv, siger Inge Jensen.
Er det ikke også jeres eget ansvar som husejere at sikre jeres hus?
- Det er da rigtigt, at vi har selv et ansvar. Jeg synes, kommunen har lovet os nogle ting undervejs og sagt, der ville komme nogle løsninger. Men det går for langsomt. Hvis vi havde fået at vide fra start, at vi selv måtte klare det, så havde vi fundet en løsning, siger Inge Jensen og tilføjer:
- Men selvfølgelig ved jeg godt, jeg ikke kan forlange, der kommer pumper hertil hver gang, for det er galt mange steder i kommunen.
Oversvømmelser mange steder
Tirsdag er der flere steder store oversvømmelser i Odder.
Det sker som følge af de store regnskyl, der har været mandag og tirsdag.
Odder kommune oplyser, at de ikke kender til, at vandet skulle være nået ind i noget beboelse endnu.
- Der er vand over det hele, men det ser ud til stille og roligt at begynde at falde, og os bekendt er der en masse grunde, skure og garager, der har fået vand, men ikke noget beboelse. Men det har været meget tæt på, siger Henning Haahr, der er kommunaldirektør i Odder Kommune.
Odder Kommune har gravet ud under en bro ved Mejerivej for at give plads til regnen.
- Vi lavede en vurdering om, at broen ville kunne tage så meget vand, at det ikke gik ud over beboelse, og sådan håber vi, det bliver, siger Henning Haahr.
Hvorfor sætter I ikke pumperne i gang?
- De pumper, vi har, kan ikke flytte den mængde, der kommer. Vi vurderede med vejrudsigten, at vandet kommer over så lang tid, at det ville være tilstrækkeligt at grave ud under broen.
Ejernes eget problem
Henning Haahr fortæller, at kommunen nu ser på, hvordan man kan skabe en langsigtet løsning ved at genetablere en dæmning og muligvis fjerne broen ved Mejerivej, som så ofte skaber problemer.
En borger på Mejerivej frygter, at hun igen, igen får huset oversvømmet. Hun forstår ikke, I ikke har gjort noget. Hvad tænker du om det?
- Det har hun jo ret i. Der skal gøres noget, men det er langsigtede løsninger. Det er svært på den korte bane at håndtere de her problemer.
Er det så bare husejernes eget problem?
- Det er det jo i sidste ende. Vi vil som kommune gøre, hvad vi kan. Men det er ikke vores opgave at sikre deres ejendomme mod oversvømmelser. Det er ejer selv, der skal sørge for det. Vand i haverne kan vi ikke holde for, og det kommer vi heller ikke til, siger Henning Haahr.
Han oplyser, at der kan hentes sandsække ved Spektrum Odder, hvis der er behov for det.
Odder er ikke det eneste sted, der er kommet vand. I hele Danmark er der kraftige regnskyl, og mange steder er det med oversvømmelser til følge.
TV2 Østjylland følger regnvejret live: