Samkørsel hitter hos unge: - Det giver mere fritid
Ny samkørselsordning i østjyske kommuner oplever stor tilgang efter lanceringer i Aarhus og Norddjurs kommuner.
De har det i Odder, Horsens og Syddjurs kommuner. For nylig trådte aftalen mellem samkørselsordningen Nabogo og Aarhus Kommune samt Norddjurs Kommune også i kraft - og østjyderne har i høj grad taget ordningen til sig.
- Det østjyske har vist sig at være et rigtig godt sted at komme i gang med samkørsel. Her er stort behov for bedre forbindelser i hverdagen, fortæller Kasper Dam Mikkelsen, medstifter af Nabogo.
For Silas Hjalte Thesbjerg-Sloth har samkørsel-ordningen gjort det lettere for ham at komme i skole. Før skulle han tidligt op for at nå det til tiden. Det tager nemlig 50 minutter med bus, lidt gang og en bus til, for at komme fra hjemmet i Hjortshøj til Handelsgymnasiet i Vejlby.
- Nu tager det omkring 20 minutter inklusiv morgentrafikken. Jeg synes, det er virkelig rart. Når man går på gymnasiet, så er der meget tid, man sætter af til at gå i skole. Det her giver mere frihed, fortæller den 18-årige gymnasieelev.
Om Nabogo
Nabogo er en app, som giver brugere mulighed for at enten køre som chauffør eller passager på ruter, som man selv definerer.
På appen kan man se, om der er nogen undervejs, man kan køre med. Som chauffør får man penge for at have folk med, mens man som passager betaler direkte til chaufføren.
Nabogo samarbejder med kommuner og uddannelsesinstitutioner over hele landet. I skrivende stund har Nabogo 30 kommuner som kunder.
Kommunerne kan bruge Nabogo som et supplement til kollektiv trafik.
Flere brugere
Han har brugt den nye samkørselsordning siden september, hvor det blev en mulighed for borgere i Aarhus Kommune.
- Vi var nogle af de første, som fik det at vide, så det er fedt at kunne sige det videre til andre på andre gymnasier. Så er det også blevet en ting, konstaterer han.
Hos Nabogo er man blevet positivt overrasket over modtagelsen i det østjyske - og særligt i Aarhus Kommune, efter den er kommet med.
- Vi har fået tre til fem gange flere brugere ind i systemet, end vi havde regnet med ved de her lanceringer. Det er meget bedre end forventet. Der er nogle dynamiske effekter, når fem næsten-nabo-kommuner begynder at kende til det. Mund til mund-effekten er langt større, end vi kunne have forudset, siger Kasper Dam Mikkelsen.
Holder de unge i kollektiv transport
Silas Hjalte Thesbjerg-Sloth bruger ordningen både som chauffør og som passager, når det kan lade sig gøre. Fordelene for ham ligger ikke kun i, at det er billigere og hurtigere end at køre med bus.
- Generelt er det sociale i det også hyggeligt. Der er god energi, når man sidder en flok i bilen og hører god musik, siger han.
Det glæder Kasper Dam Mikkelsen, at man kan holde de unge i de kollektive transportformer, selv når de fylder 18 år og får kørekort.
- Samkørsel har fordelene, at man kan køre direkte til destinationerne og også sparer penge. Og så er det også med til at fastholde brugere i kollektiv transport. Det er det, vi grundlæggende står for, siger han.
Samkørselsordningen har også været på bordet som en mulighed i Favrskov Kommune. Her endte politikerne dog med at vende tommelfingeren ned til muligheden.