En helt særlig beboer er flyttet ind hos Vignir
Vignir Johansson har fået en særlig overnattende gæst, der får både et varmt tæppe at sove med, vand og mad.
Da Vignir Johansson torsdag morgen gik ud i sin have i Saksild, fik han sig noget af en overraskelse.
En helt særlig beboer så nemlig ud til at være flyttet ind, helt uden han vidste det.
Et rådyr havde plantet sig ganske trygt i Vignir Johanssons have, og den så ikke umiddelbart ud til at have planer om at bevæge sig andre steder hen.
- Først tænkte jeg, om den var syg eller noget, men det var hun ikke. Hun stod bare og kiggede på mig, og jeg kunne gå helt hen til hende, og så fortsatte hun bare med at spise græs, fortæller Vignir Johansson.
En overnattende gæst
Vignir Johansson sendte billeder til Dyrenes Beskyttelse for at være sikker på, at rådyret ikke var syg, men det skulle angiveligt have det helt fint.
- Det var meget underligt at opleve. Den følte sig bare hjemme i haven, fortæller Vignir Johansson.
Da Vignir Johansson så vejrudsigten for torsdag nat, var han heller ikke i tvivl om, at han måtte hjælpe til med lidt husly.
Derfor åbnede han sit skur, og han fandt også lidt mad og vand frem til rådyret, som han siden har døbt Bambine.
- Jeg kunne jo se, der ville komme meget regn. Så hun har sovet på et tæppe på gulvet i skuret i nat, og hele dagen har hun gået rundt i haven. Hun er der bare og har det godt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Vignir Johansson.
Er hun mon et kæledyr?
Bambine går endnu ude i haven ved Vignir Johansson. Og det, at dyret viser tilsyneladende fuldstændig ligegyldighed over for mennesker, har sat tankerne i gang.
- Jeg har tænkt på, om der er nogen, der har hende som kæledyr, eller om hun er blevet opfostret eller passet et sted, siger Vignir Johansson.
Han har derfor søgt efter en ejer på Facebook, men umiddelbart er der ikke nogen, der kender Bambine.
- Men hun står lige bag mig, og hun kommer hen til mig. Jeg har en fornemmelse af, hun kender mange mennesker, siger Vignir Johansson.
Har du nogen betænkeligheder ved at lade et vildt dyr sove ved dig og give det mad og vand?
- Jeg har passet på med ikke at røre ved den, for så har jeg hørt, at hun ikke vil blive accepteret af flokken. Så det har jeg ikke gjort, siger Vignir Johansson.
Han har særligt én frygt, hvis Bambine bevæger sig videre, nu hvor de to har fået lidt af en særligt forhold, og det er, at dyret bliver kørt over.
Altid plads til Bambine som beboer
Alligevel vil han forsøge at få Bambine tilbage, hvor end hun hører til i aften.
- Jeg har hørt, man skal prøve at flytte dem, når det bliver mørkt. Så jeg tror, jeg vil se, om jeg kan skubbe hende ud på marken uden at røre ved hende. Der har hun det nok alligevel bedst, siger Vignir Johansson.
Men han er ikke i tvivl. Hvis dyret ikke vil videre, så er der altid plads til en ekstra beboer i skuret.
- Så får hun lov at blive, det er fint. Jeg synes, det er hyggeligt, og det er sjældent, man får sådan en mulighed. Så jeg synes bare, det er dejligt, hun bor her, siger Vignir Johansson.
Flere har også spurgt, om Bambine ikke hellere skulle ende som en steg. Men der er meldingen klar:
- Det bliver hun aldrig. Jeg er forelsket i hende, så det bliver hun aldrig, siger Vignir Johansson.